Siumut afslutter undersøgelse om svig: Alvorlig overtrædelse af partiets vedtægter
Revisorens og bestyrelsens undersøgelse, som nu er afsluttet, bekræfter og viser, at den tidligere formand af bestyrelsen i Siumut Nuuk, Qarsoq Høegh-Dam har begået svig i forhold til medlemsantallet i forbindelse med antallet af delegerede til Siumuts landsmøde, som blev afholdt i Qasigiannguit i dagene 28. til 30. juli 2023. Det oplyser Siumuts Hans Peter Poulsen. Qarsoq Høegh-Dam benægter sagen.
Foto: Jensine Berthelsen
Siumut afslutter nu en undersøgelse, der bekræfter, at den tidligere formand for Siumut Nuuk, Qarsoq Høegh-Dam, har begået svig i forbindelse med opgørelsen af medlemsantallet. Det oplyser organisatorisk næstformand i Siumut, Hans Peter Poulsen i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen står der, at flere delegerede har deltaget uretmæssigt ved partiets landsmøde i juli 2023.
Hans Peter Poulsen forklarer, at bestyrelsen i Siumut har rejst mistanke om uregelmæssigheder i partiets medlemsbetalinger. Ifølge Hans Peter Poulsen fra Siumut blev mistanken vakt, da antallet af betalende medlemmer og de indbetalte beløb viste store udsving.
– For det første er det antallet af medlemmer, der betaler, som beviser, hvor mange medlemmer der reelt er. Antallet af penge og medlemmer har været svingende, og derfor blev der rejst en mistanke, forklarer Hans Peter Poulsen til Sermitsiaq.
Ifølge Siumuts landsdækkende vedtægter kan afdelinger med over 100 medlemmer sende tre stemmeberettigede delegerede. Ved at angive urigtige oplysninger om et større medlemsantal har Siumut Nuuk fået tre stemmeberettigede delegerede.
- Revisorens og bestyrelsens undersøgelse, som nu er afsluttet, bekræfter og viser, at den tidligere formand af bestyrelsen i Siumut Nuuk har begået svig i forhold til medlemsantallet i forbindelse med antallet af delegerede til Siumuts landsmøde, siger Hans Peter Poulsen.
Alvorligt - men ikke nødvendigt at forfølge
Den tidligere formand for Siumut Nuuk, Qarsoq Høegh-Dam, og flere af de ansvarlige personer er ikke længere medlemmer af Siumut, og derfor vurderer hovedbestyrelsen, at det ikke er nødvendigt at forfølge sagen yderligere for deres vedkommende.
- Det er dog vigtigt at påpege, at delegerede til landsmødet blev udpeget på baggrund af en urigtig medlemsliste, der viste et ukorrekt antal betalende medlemmer, hvilket undersøgelsen efterfølgende har bekræftet som svigagtigt.
- Siumuts hovedbestyrelse vil understrege, at sagen er yderst alvorlig, og at partiets vedtægter og værdier er blevet krænket i en sådan grad, at denne grove overtrædelse er helt uacceptabel.
Sekretariatet er blevet pålagt at indhente forklaringer fra de resterende involverede personer om deres kendskab til hændelsen, herunder tage initiativer til, at en lignende hændelse ikke sker igen, oplyser Hans Peter Poulsen.
Han oplyser også, at bestyrelsen vil tage kontakt til Qarsoq Høegh-Dam for derefter at beslutte hvad der skal ske i sagen.
Tidligere lokalformand: - Det er ikke sandt!
Qarsoq Høegh-Dam var formand for bestyrelsen i Siumut Nuuk, da Siumuts landsmøde blev afholdt i Qasigiannguit i dagene 28. til 30. juli 2023.
Sermitsiaq har derfor kontaktet Qarsoq Høegh-Dam for at høre hans side. Han benægter kraftigt beskyldningerne om svig.
- Hvordan kan de tage sagen som yderst alvorligt og lave en pressemeddelelse ud af det, når de ikke engang vil gøre noget ved det? Jeg er ikke engang blevet kontaktet fra Siumut om det, siger Qarsoq Høegh-Dam, der er tidligere formand for Siumut Nuuk og fortsætter:
- Det er ikke sandt! Der er ikke begået svig i forbindelse med opgørelsen af medlemsantallet.
- Har du angivet urigtige oplysninger om et større medlemsantal, for at have tre stemmeberriettigede delegerede fra Siumut Nuuk?
- Nej, Siumut Nuuk har arbejdet korrekt. Længere er den ikke, siger Qarsoq Høegh-Dam og slutter:
- Det er ikke flot, når de laver en pressemeddelelse om det og jeg blev ikke engang kontaktet af Siumut om sagen.