Afgifter

SIK til angreb på slikafgiften

Kan det virkelig være rigtigt, at man stjæler slik fra fattige børn op til jul? spørger fagforbundet

- Det er dybt kritisabelt, at man indfører afgifter, som rammer de borgere i samfundet, der i forvejen har lidt, mener Jess G. Berthelsen
Offentliggjort

Fagforbundet SIK har alt andet end godt at sige om den øgede afgift på slik og andre søde sager, som Inatsisartut vedtog på efterårssamlingen.

Sukkerafgiften er en blandt flere, der skal skaffe flere indtægter til den slunkne landskasse.

Læs: Finanslov med bitter smag

Rammer skævt
- Priserne er mildest talt eksploderet på slik. Og indførelse af afgifter rammer altid socialt skævt, og det er meget kortsigtet tænkning for at sikre et hul i den slunkne landskasse, anfører SIK-formand Jess G. Berthelsen i en pressemeddelelse.

Som at stjæle fra børn
- Det er dybt kritisabelt, at man indfører afgifter, som rammer de borgere i samfundet, der i forvejen har lidt. At man indfører en slikafgift op til jul er jo nærmest som at stjæle slik fra fattige børn op til højtiden, og det burde give politikerne dårlig smag i munden, understreger han.

SIK-formanden peger på, at fagforbundet hellere havde set en generel skattestigning, som ville ramme socialt bredere, end hvis man hævede afgifterne.

Tilbagevirkende kraft
Jess G. Berthelsen fremhæver endvidere, at slikafgiften er blevet indført med tilbagevirkende kraft, hvilket også rammer butikkerne, som hæver priserne. Og det går i sidste ende ud over forbrugerne.

Læs: Afgiften på slik fordobles

Powered by Labrador CMS