Fiskerikoncernen
Royal Greenland hentede de første kinesere til landet i 2017 – i dag er 160
asiatere beskæftiget på 10 fabrikker.
- Det er dygtige medarbejdere og gode kolleger, som er blevet integreret i
lokalsamfundet, både i byer og bygder, siger HR-afdelingens souschef Søren
Olsen Damgaard til Sermitsiaq.
Fiskerikoncernen
Royal Greenland hentede de første kinesere til landet i 2017 – i dag er 160
asiatere beskæftiget på 10 fabrikker.
- Det er dygtige medarbejdere og gode kolleger, som er blevet integreret i
lokalsamfundet, både i byer og bygder, siger HR-afdelingens souschef Søren
Olsen Damgaard til Sermitsiaq.
Der er i siden 2017 sket en forskydning i nationaliteten:
I dag kommer 70 procent
fra Filippinerne, 25 procent fra Kina og de sidste fem procent fra andre landet
i Asien.
De fleste asiatere er ansat på Royal Greenlands fabrikker i Ilulissat og
Maniitsoq, men også Paamiut, Sisimiut, Kangaatsiaq og Uummannaq samt bygderne Saattut, Ukkusissat, Tasiusaq og Innaarsuit har
asiatere stående ved produktionsbåndet, hvor de forarbejder torsk, hellefisk,
rejer og krabber.
De asiatiske medarbejdere har hidtil været ansat på helårsbasis, men fra 2025
vil det kun gælde halvdelen, mens den anden halvdel vil være sæsonbeskæftiget.
– Vi er meget tilfredse med denne gruppe, som er meget stabile og arbejdsomme. De arbejder
utroligt godt sammen med deres lokale kollegaer fra Grønland, men vi må tilpasse antallet
af medarbejdere med de store sæsonsvingninger i produktionen, siger Søren Olsen
Damgaard.
Ændringen i vilkårene for ansættelserne i 2025 sker i forståelse med
medarbejdere og myndigheder.
Mangel på varme hænder
Det er ikke alene i fiskeindustrien, at asiaterne vinder frem på det
grønlandske arbejdsmarked. Senest er det Qeqqata Kommunia, som ansætter asiatere
i børnehaver og på alderdomshjem.
Det er en tendens, som også bliver bemærket i lønmodtagerorganisationen SIK.
– Vi får i stigende grad henvendelser fra vore medlemmer på blandt andet
alderdomshjemmene, som er ved at køre trætte. De, som troligt møder på arbejde
hver dag, er også dem, som ledelsen ringer til, når der pludselig mangler en
medarbejder til en aften- eller nattevagt. De siger ja og tager på arbejde, selv
om de allerede har arbejdet alt for mange timer, siger forbundsformand Jess G.
Berthelsen til Sermitsiaq.
– Hvad er konsekvensen?
– Den gamle garde siger til os, at de er ved at være nedslidte på grund af den
konstante mangel på medarbejdere, og de overvejer at stoppe, hvis de da ikke
allerede har gjort det.
– Hvad er løsningen?
– Hvis vi ikke skal miste denne gruppe medarbejdere, er vi nødt til at hente
arbejdskraft udefra. Det ville jeg aldrig have sagt for 20 år siden, men det
handler i dag om at beskytte vore medlemmer mod nedslidning. Man kan beskylde
mig for at give op, men selv om vi henter medarbejdere fra Qaqortoq eller
Ilulissat til alderdomshjemmet i Sisimiut, flytter vi blot problemet fra en by
til en anden. Uanset hvad vi gør, så mangler vi hænder. Vi er for få her i
landet, og så må vi hente folk udefra, siger Jess G. Berthelsen.
– Men det er vel heller ikke uden problemer at ansætte asiatere i børnehaver
og på alderdomshjem?
– Nej, og derfor er det så vigtigt at formulere en integrations- og
sprogpolitik. Både på det politiske plan og på den enkelte arbejdsplads. I dag
er der ingen, som stiller spørgsmål ved en rygepolitik på arbejdspladsen, og
jeg ser heller ingen problemer med at indføre en integrations- og sprogpolitik,
som inkluderer den udefrakommende arbejdskraft.
En uudnyttet ressource
SIK peger på en ressource her i landet, som ikke bliver udnyttet.
Ved overenskomstforhandlingerne i 2022 indgik SIK en aftale med Selvstyret og
kommunerne om at løfte
kompetenceniveauet, så den viden og de færdigheder, som mange har opsamlet
gennem erfaringer på arbejdsmarkedet, kan udbygges og formaliseres.
– Det går for langsomt med den aftalte opkvalificering, som løfter ufaglærte til
en ansættelse som faglærte med bedre løn- og arbejdsvilkår. Selvstyret er nødt
til at presse på, også overfor kommunerne og brancheskolerne, for der ligger en
ressource gemt i denne gruppe af ufaglærte, ikke mindst i arbejdet med børn og
ældre, siger Jess G. Berthelsen.
En anden fortælling
Fortællingen har i mange år været, at arbejdsgiverne hellere vil ansætte
udefrakommende end lokal arbejdskraft.
– Fortællingen i dag er en helt anden, fordi vi simpelthen er for få til selv at
besætte alle stillinger, siger Grønlands Erhvervs bestyrelsesformand Krissie
Winberg Berthelsen til Sermitsiaq.
Et eksempel: Antallet af kokke, som bliver uddannet hvert år, kan tælles på én
hånd, men hotel- og restaurationsbranchen mangler 30 kokke.
– Vi har en stærk ungdom på vej gennem uddannelssystemet, men der er bare ikke
nok af dem, siger Krissie Winberg Berthelsen.
Udenlandsk arbejdskraft står ofte på dagsordenen, når arbejdsgiverforeningens
medlemmer mødes. For Grønlands Erhverv er det vigtigt at få defineret de
stillinger, som Grønland selv skal besætte, og de stillinger, hvor det er i
orden at hente udefrakommende medarbejdere.
En debat på det politiske plan og
en debat folk og folk mellem, så ingen føler sig snydt.
– Vi har en konstruktiv dialog med Naalakkersuisut om at smiddiggøre
lovgivningen uden samtidig at gøre den for lempeligt. Jo, det skal være svært
at hive en medarbejder ind udefra. Nej, det skal ikke drukne i papirarbejde, så
det bliver besværligt eller ligefrem umuligt at åbne en café eller byde på en
licitation, siger Krissie Winberg Berthelsen.
