Fra min barndom i Nuuk husker jeg, at jeg fik
Anders And-blade i ny og næ.
Som regel fire ad gangen på grund af den sjældne
skibsforbindelse. Det er 60 år siden.
SET FRA SIDELINJEN
”Set fra sidelinjen” er kommentarer i de
kommende uger frem til valget den 11. marts med et skævt blik på den politiske
valgkamp - set gennem en pensioneret fotografs optik.
- Politik er en alvorlig sag, men på trods af
det, er der ingen grund til at være selvhøjtidelig. Det gælder politikere såvel
som alle os andre, mener skribenten
En af de figurer, der har gjort størst indtryk
på mig, var Georg Gearløs. Han var ubetinget et geni. Han havde en assistent,
”Lille hjælper”, og så havde Georg en udvej, når han løb tør for inspiration og
ideer – en tænkehat.
Nu tænker du muligvis: Hvad har det med valget
at gøre? Georg Gearløs bor i Andeby, så det gode spørgsmålet er, om hans hjemby
har noget som helst at gøre med vores Grønland?
Ja, se, det er et godt spørgsmål, som jeg vil
overlade til læseren at afgøre. Jeg vil ikke undlade selv at komme med mine bud.
Hermed en opfordring til at lege med og finde
figurer i Anders Ands univers, som minder om vores politikere.
Persongalleriet
Georg Gearløs’ tænkehat havde form som det øverste
af taget på et hus med en skorsten. På toppen af den, var der en rede med tre
sorte ravne. Somme tider tog Georg hatten på, og så skete der ellers et og
andet. Ideerne kom væltende, når ravnene skræppede op.
Politikere – og alle os andre – burde med glæde
tage sådan en hat på, hvis muligheden bød sig. Nye ideer er en mangelvare, vel
at mærke ideer, som kan realiseres. Georg Gearløs fik jo ikke alene ideerne,
han gjorde dem også til virkelighed. Sådan burde politik også fungere.
Joakim von And var en dragende figur, når han
tog bad i sin svimlende rigdom inde i pengetanken. Jeg tror, vi alle sammen på
et eller andet tidspunkt har ønsket, at vi havde en rig onkel i Amerika. Det
samme ønske presser sig vist nok på i dag.
Andre genkendelige figurer i Anders
And-bladene, som giver mindelser om vores familiemedlemmer og andre vi kender er
Fætter Højben, Fætter Vims og Fætter Guf.
Fætter Højben var, som jeg husker det, altid
irriterende heldig og kan vel på sin vis godt minde om politikere, der gang på
gang, er blevet genvalgt på trods af manglende indsats og resultater.
Fætter Vims kan vi også nikke genkendende til.
Han er typen, som med begejstring kaster sig ud i projekter, som ender i
katastrofer. Kan han være ophavsmanden til vores skolesystem?
Fætter Guf er i princippet ansat som
medhjælper på Bedstemor Ands gård, men bruger al sin tid på at æde og drive den
af. Hans dovenskab er legendarisk. Sådan nogle politikere findes også.
Ænderinder
Bedstemor And og Andersine And er blandt de feminine
figurer i Andeby.
Bedstemor And var, som jeg husker det, drømmen
om en mormor, som bagte kager og var uendelig mild, blid og sød. Når jeg som
barn kastede et blik på min egen mormor, så var det en noget andet karakter,
som mødte mig. Min mormor var mere sammensat af natur, både med mildhed, men
somme tider med et interessant temperament. Hun var familiens overhoved.
Andersine And derimod husker jeg kun som en
figur, der spankulerede rundt med en stor, lyserød sløjfe på hovedet. Noget karakterløs
og mest optaget af at pynte sig. Hun er i mine øjne bekræftelsen på, at det
ikke er så interessant at fremstå med store øjne og lange øjenvipper.
At være karakterfuld er mere interessant end
at være en smuk and.
Både Bedstemor And og Andersine kender vi i
vores egen verden – også blandt kvindelige politikere.
Efter min smag opførte Rip, Rap og Rup sig en
kende for pænt. Jeg var selv spejder som barn, men kunne under ingen
omstændigheder leve op til Anders Ands nevøer. De var dekorerede med 10 stjerner
i den verdensomspændende spejderbevægelse Grønspætterne. Jeg var spejder her i
Nuuk med ganske få mærker syet på min uniform. Vi havde dog en ting til fælles:
En meget lille kasket.
At være så artige, som de tre nevøer, er i
mine øjne ren fantasi.
Skurke
Livet i Andeby var ikke lutter idyl. I
periferien herskede også figurer, som Hexia de Trick, en troldkvinde, der ville
smelte onkel Joakims lykkemønt om til en amulet, der ville gøre hende til
verdens mægtigste heks.
Andre kedelige typer var Bjørnebanden og Sorte
Slyngel. Når de huserede var der grund til bekymring. Somme tider kom hjælpen
fra en uventet kant, Fedtmule!
Fedtmule, ham kender vi alle sammen. Han er
elskelig. En figur fuld af uskyld, klodset og ikke specielt begavet. Sådan et
familiemedlem har vi alle sammen, og lur mig om de ikke også findes i det
politiske univers. En særlig detalje, som gør Fedtmule endnu mere interessant
er hans alter ego, altså hans andet jeg. Ved at spise en magisk jordnød blev
han forvandlet til Supermule med superkræfter, superhørelse og røntgenblik. Og han
kunne flyve ligesom Supermand, indtil jordnødden holdt op med at virke. Men han
endte altid med at vinde over skurkene.
Wow, hvor ville det være fedt at have sådan en
helt. Og gerne i vores politiske univers.
Fred og ro
Alt i alt var tilværelsen i Andeby idyllisk
med enkelte konflikter, indtil roen indfandt sig igen. Det er et liv, som jeg
kan misunde.
I vores tilværelse er valget til Inatsisartut
et brud på hverdagens idyl (al den stund, vi har sådan nogle dage), hvor
beskyldninger og skurkagtige typer bemægtiger sig scenen. Det må vi leve med, hvis
blot samarbejdet i god ro og orden, kunne indfinde sig igen efter valget. Den
form for idyl mangler vi fortsat at opfinde i Grønland i modsætning til i Andeby.
Gal eller genial? I mit stille sind ville jeg ønske,
at Georg Gearløs stillede op til Inatsisartut-valget. Så ville vi under alle
omstændigheder have en handlekraftig kandidat, som vi – når spørgsmålet om
”gal eller genial” blev stillet – kunne svare klart på. Og jeg skal gøre
opmærksom på, at der ikke kun er to svar på spørgsmålet. Det tredje svar er gal
og
genial.
Husk at stemme. Det gør vi, den gamle garde,
igen og igen har vi gjort det, for vi har stadig stemmeret.