valg
Sermitsiaq.AG-direktør: Grønlands eneste chance er bredt samarbejde
De to største partier bliver nødt til at samarbejde, hvis Grønland skal finde en vej ud af krisen, lyder det fra direktør og chefredaktør Poul Krarup
Indbyggere i Grønland har fredag mulighed for at sætte en ny politisk kurs for landet, der på få måneder er blevet kastet ud i både et politisk og økonomisk stormvejr.
Inatsisartut-valget er en mulighed for de cirka 40.000 stemmeberettigede at kræve, at politikerne lægger gammelt nag på hylden og arbejder sammen om en bedre fremtid.
Det vurderer Poul Krarup, direktør i Mediehuset Sermitsiaq.AG og ansvarshavende chefredaktør for Sermitsiaq.
- Grønland kan ikke bruge blokpolitik til noget. Vi skal have de to store partier til at arbejde sammen om at lave langsigtede reformer, som kan vende udviklingen. Så må de lave kompromiser på de mindre områder, hvor de er uenige, siger Poul Krarup til Ritzau.
Læs: Departementet afviser et endnu større underskud
Torsdag aften blev den afsluttende TV-debat mellem partierne holdt. Her stod regeringspartiet Siumut for skud på grund af den kuldsejlede økonomi.
Til det allersidste har partiet forsøgt at skjule et enormt underskud i landskassen til den anden side af valget, men onsdag blev det afsløret, at der kommer til at mangle 275 millioner i budgettet i år.
- Jeg har på fornemmelsen, at økonomien kommer til at afgøre valget, siger Poul Krarup.
Politisk er de to store partier Inuit Ataqatigiit og Siumut uenige, når det kommer til fiskeripolitikken og til fordelingen af nye anlægsprojekter i Grønland.
- Men det er steder, hvor de formentlig kan finde et kompromis. Det, der er afgørende for folk, er, hvem der kan skabe arbejdspladser både inden for byggeri, turisme og fiskeri, siger Poul Krarup.
De to spidskandidater til at blive ny formand for Naalakkersuisut, Inuit Ataqatigiit-formand Sara Olsvig og Siumut-formand Kim Kielsen, adskiller sig mere fra hinanden som personer, end deres politik gør.
- Sara Olsvig er akademikeren, mens Kim Kielsen er mere rundet af fiskeri- og fangerkulturen. De virker begge troværdige på hver sin måde, siger Poul Krarup.
Valget i Grønland blev udskrevet 1. oktober, efter at den tidligere formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut gik af efter bilagsrod.