Sermersooq vil gøre sig lækker på sociale medier

For at kunne tiltrække og fastholde unge talenter vil Kommuneqarfik Sermersooq indlede en strategisk satsning på de sociale medier med videoklip, der skal være “visuelt flotte og ægte og vise forskellige arbejdsområder i kommunen”.

Kommuneqarfik Sermersooq
Kommuneqarfik Sermersooq
Offentliggjort

Står det til koncernservice i hovedstadskommunen skal de sociale medier anvendes langt mere aktivt til at profilere kommunen som en god arbejdsplads.

På tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde skal politikerne beslutte, om de ønsker, at videoklip på Facebook og Instagram skal medvirke til, at kommunen kommer til at fremstå som en attraktiv arbejds- og praktiplads.

- Formålet med projektet er at styrke Kommuneqarfik Sermersooqs brand som en attraktiv arbejds- og praktikplads. Det ønskes vist, hvordan kommunens arbejde gavner samfundet, og hvordan medarbejderne værdsættes, skriver vicekommunaldirektør Marie Fleicher i indstillingen til politikerne.

Effekt vurderes løbende

Der er lagt op til, at afdelingen Organisation og Udvikling indsamler “inspirerende historier fra medarbejdere og lave korte videoportrætter, hvor de ansatte fortæller om deres hverdag, udfordringer og succes”.

- Det bliver fremhævet, hvordan de ansattes arbejde gør en forskel i borgernes liv, og skaber åbenhed omkring arbejdsprocesser og karrieremuligheder, lyder det i begrundelsen for det nye strategiske tiltag.

Det oplyses, at man løbende vil evaluere effekten af videoklippene i forhold til rækkevidde og engagement, og at strategien løbende justeres i forhold til feedback og data.

Et af de succesparametre, der nævnes, er, at kommunen får flere ansøginger til ledige stillinger og praktikpladser.

Powered by Labrador CMS