Sermersooq opretter nye udvalg

Kommunalbestyrelsen har under et ekstraordinært møde besluttet at indsætte tre nye udvalg. Medlemmer i samtlige udvalg i kommunen skal omkonstitueres.

Et flertal bestående af Inuit Ataqatigiit og Demokraatit i har under et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde tirsdag godkendt at oprette tre nye udvalg. Kommuneqarfik Sermersooq
Offentliggjort

Inuit Ataqatigiit og Demokraatits forslag om at samle to udvalg sammen, samtidig med der oprettes to separate fagområder i to andre udvalg, er under et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde godkendt.

Dermed har kommunalbestyrelsen nu tre nye udvalg bestående af:

  • Udvalget for børn, familie og skole
  • Udvalget for bosteder og miljø
  • Udvalget for byudvikling og anlæg

Udvalget for børn, familie og skole bliver oprettet ved at sammenlægge udvalget for børn og familie og udvalget for børn og skole.

- Sammenlægningen er motiveret af ønsket om at styrke helhedstilgangen i forhold til udvalgsarbejdet vedrørende børn og familier.

- Det er afgørende at sikre rettidig og kompetent bistand til sårbare børn og familier, da antallet af anbringelser vidner om et betydeligt samfundsproblem, som kræver særlig opmærksomhed. Eftersom antallet af anbragte børn ikke synes at falde, er det nødvendigt at ændre kurs, lyder det som begrundelse fra forslagsstillerne.

Bosteder og byudvikling kommer på dagsordenen

I en rekonstruktion af udvalgene i kommunalbestyrelse har den siddende koalition i Kommuneqarfik Sermersooq besluttet at få byudvikling og bosteder på programmet.

Det sker ved at dele det stående udvalg, Udvalg for anlæg og miljø, og indsætte byudvikling og bosteder i hver af de to nye udvalg.

Hver af de to nye udvalg skal have fem medlemmer.

- Der vil være behov for skærpet politik på miljøet de kommende år. Det vil både være på affaldsområdet og på spildevandsområdet. Med udvalg for bosteder og miljø ønsker IA og D at etablere et udvalg, som vil være ansvarlig for udførelsen af drifts- og renoveringsopgaver i byer og bygder, lyder det om udvalg for bosteder og miljø.

Samtidig skal udvalget vurdere, om boliger som Iserit administerer i bygderne kan overdrages til kommunen igen.

Nye medlemmer skal konstitueres

Med Udvalg for byudvikling og anlæg vil kommunen sikre vækst og udvikling af hovedstaden.

- Konkret vil vigtigt planarbejde for hele kommunen have sin forankring her, og der vil blive sikret styring og opfølgning på den nyligt etablerede anlægs- og renoveringsfond. Det er afgørende at sende et politisk signal om, at vi ønsker mere fremdrift i de besluttede byggeprojekter, lyder det.

Det foreslås endvidere, at der foretages fuld omkonstituering af både økonomiudvalget og samtlige stående udvalg i kommunalbestyrelsen.

Siumut, Naleraq og løsgænger Storm Ludvigsen har afslået forslagene. Et flertal af Inuit Ataqatigiit og Demokraatit har godkendt forslagene.

Powered by Labrador CMS