Seqininnguaq har usynlige handicap: Kunst styrker mig

Seqininnguaq Poulsen er 22 år, er uddannet kunstner og arbejder med oprindelige folks rettigheder.

Seqininnguaq Poulsen har altid været meget følsom. Lige fra barnsben.

- Der var nogle ting, som jeg havde svært ved at følge med i. Især i folkeskolen. Jeg følte tit, at jeg blev misforstået og at jeg skulle tilpasse mig til de andre hele tiden, fortæller hun.

Seqininnguaq Poulsens bipolare symptomer kom i hendes teenageår, de sidste år af folkeskolen.

- I nogle perioder følte jeg mig meget energisk, var ubekymret, i højt humør og vildt opstemt. Jeg fik alle mulige ideer og irrationelle tanker. Lige pludselig faldt jeg i en meget depressiv tilstand, og jeg vidste ikke, hvad der foregik, siger hun.

Seqininnguaq Poulsen kontaktede en læge og fik at vide, at hun havde depression. Troede de.

- Det var en fejldiagnosticering. Jeg fik antidepressive piller og fik det meget værre. Pillerne passer ikke til personer, som er bipolare, og pillerne udløste maniske episoder, siger hun.

Det nåede så langt ud, at hun forsøgte at tage sit eget liv. Det var i 2020, mens hun gik på gymnasiet.

- Det var en meget hård tid, men jeg overkom det. Jeg har brugt mange år på at bearbejde det. Jeg fik utrolig meget støtte fra mine forældre, og det er jeg evigt taknemmelig for. Kunsten har også været en stor del af min styrke, siger Seqininnguaq Poulsen.

Seks måneder senere efter selvmordsforsøget, fik hun at vide, at hun var blevet fejldiagnosticeret. Det var og har altid været en bipolar lidelse.

- Bipolar er den sværeste for mig. Jeg har været igennem meget mere, end mange mennesker har, og meget mere, end nogen nogensinde burde gå igennem, men jeg er her stadig, og helt ærligt ville jeg ikke være nået så langt, hvis det ikke var for mit støttesystem, fortæller hun.

Seqininnguaq Poulsen overkom alt og blev student på selvstudie i 2021. Med det højeste gennemsnit i klassen.

I sommeren 2022 fik hun endnu en diagnose: ADHD. Dette var i sommeren 2022.

- Jeg følte en stor lettelse, da jeg fik diagnosen. Jeg vidste jo ikke hvorfor, jeg er som jeg er og hvorfor jeg tænkte som jeg gør, siger Seqininnguaq Poulsen.

”Findes mine forældre?”

Seqininnguaq Poulsen har været indlagt på den psykiatriske afdeling flere gange. Seneste indlæggelse var for fire måneder siden. Det var på grund af hendes depression og psykotiske symptomer.

- Mine tanker var meget irrationelle. For eksempel troede jeg, at mine forældre ikke fandtes. Eller når jeg kiggede på et stopskilt på gaden, overbeviste jeg mig selv, at skiltet ikke fandtes og at man bare kunne køre videre. Jeg havde milde hallucinationer, for eksempel kiggede jeg på en rund genstand og det var som om den trak vejret, forklarer hun.

Seqininnguaq Poulsen fik behandling, som er begyndt at virke for hende.

Sidste år fik Seqininnguaq Poulsen endnu en diagnose. PTSD, som er en psykisk lidelse, som kan opstå, hvis man har været ude for en traumatisk oplevelse.

- Jeg får voldsomme flashbacks, hvis der er en bestemt lugt og min hjerne connecter med den lugt, får jeg det meget dårligt, fortæller hun.

Seqininnguaq Poulsen lever et liv med gentagne symptomer på grund af sine sindslidelser. Hendes forlovede er også diagnosticeret med ADHD.

- Selvom det kan været meget hårdt, kan vi også have det sjovt, hvor vi begge to er oppe og køre og er hyperaktive og vi kan rent faktisk hygge os med det. Jeg romantiserer det slet ikke, tværtimod, men jeg vil blot vise, at alt er ikke kun negativt hele tiden, forklarer Seqininnguaq Poulsen.

Nogle af de bipolare symptomer er også maniske episoder og som Seqininnguaq Poulsen selv siger, får hun ’alle mulige dumme idéer’.

- For noget tid siden ville jeg være professionel skater og skulle være med til de olympiske lege. Jeg har engang også været helt overbevist om, at jeg skulle være klovn og gå på en klovneskole, fortæller Seqininnguaq Poulsen.

Optagelse af særlige interesser eller udvise markante holdninger, som kan virke ude af trit med virkeligheden, er et af tegnene på en manisk episode.

- Nogle gange når man har maniske episoder, begynder man at bruge alle sine penge, fordi man har ikke grænser. Under disse episoder har jeg også engang adopteret en haj i Sydafrika. Den fik navnet Fin og jeg kan følge med, hvor han er i dag, fortæller Seqininnguaq Poulsen. 

Systemet

Seqininnguaq Poulsen har i mange år kæmpet med systemet på grund af hendes lidelser.

- For eksempel i sundhedsvæsnet er det kommunikationen der er meget udfordrende. Der er nye psykiatere hele tiden og det føles som om, at man skal forklare hvordan man har det hele tiden, hver gang der kommer en ny psykiater. Det er alt for drænende, fortæller Seqininnguaq Poulsen.

Det er også skolerne og virksomhederne, som Seqininnguaq Poulsen også skulle kæmpe med.

- Det er som om, de ikke kan rigtig forstå mig, hvordan jeg har det. Hvordan mine lidelser påvirker mig. Der er meget stigmatisering i samfundet, forklarer hun.

Og det vil hun ændre i fremtiden.

- Når man har oplevet hvordan systemet kan være, så vil man også kæmpe for hvordan det skal være. Jeg vil gerne opnå i fremtiden, at folk er mere informeret om hvad de kan gøre i forbindelse med psykiske handicap, siger hun.

Seqininnguaq Poulsen har et råd til dem, der ellers prøver at kontakte sundhedsvæsnet, men forgæves.

- Vær stædig. HELE TIDEN. Research selv på nettet og eventuelt prøv at tage en onlinetest. Lyt til dig selv og saml informationer så meget som muligt og ring igen til sundhedsvæsnet og sig at du mistænker at du har en lidelse.

- Bare bliv ved, og hvis det ikke virker prøv skadestuen, lægetelefonen eller psykiatrien Ikaarsaarfik. Prøv og nå så mange som muligt. Fordi dine følelser er værdifulde og vigtige. Fordi du har ret til den hjælp du har brug for. Fordi DU er vigtig, fortæller hun.