Selvstyret og GME sammen til Sydkorea
Greenland Minerals and Energy er med på turen til Sydkorea i næste måned
Når en grønlandsk delegation med formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, i spidsen besøger Sydkorea fra 12. til 16. december, bliver det sammen med Greenland Minerals and Energy, GME.
Med besøget er der lagt op til et usædvanligt parløb mellem selvstyret og det australske GME, som har interesse i af få en aftale med sydkoreanske investorer. Og Sydkorea har på sin side en stor interesse den modsatte vej.
Sydkorea er nemlig interesseret i grønlandsk uran til landets atomkraftværker, mens de sjældne jordarter er vigtige til den sydkoreanske industri, hvor metallerne bruges til eksempelvis mobiletelefoner, kameraer og fladskærme samt til Sydkoreas førende bilproducent Hyundais produktion af motorer i el- og hybridbiler, skriver Berlingske.
Besøget fra Grønland sker, efter at den sydkoreanske præsident Lee Myung-Bak i september besøgte Grønland.
Kuupik Kleist får på besøget følgeskab af medlem af Naalakkersuisut for råstoffer og erhverv Ove Karl Berthelsen og medlem af Naalakkersuisut for uddannelse og forskning Palle Christiansen samt en grønlandsk virksomhedsdelegation.