Se video: Qoornoq fik besøg af en isbjørn
Den isbjørn, som har svømmet og vandret op af kysten sydfra og mod Nuuk, nåede bygden Qoornoq nord for Nuuk onsdag aften. To varselsskud skulle der til, før isbjørnen svømmede væk fra bygden igen.
Onsdag aften omkring klokken 22.00 ringede Minik Gerstrøms mobil.
- Jeg var gået i seng. Men beskeden i telefonen lød, at den isbjørn, som vi har spejdet efter hele dagen, nu var gået i land i Qoornoq. Så var det om at komme ud af fjerene hurtigt igen, og kigge ud ad vinduet, fortæller Minik Gerstrøm og fortsætter:
- Det er en fantastisk oplevelse at se sådan et dyr. Det er første gang, jeg ser en isbjørn så tæt på. På det tidspunkt jeg så den tænkte jeg ikke engang på, at det var et farligt rovdyr. Den snuste lidt rundt og slentrede så videre væk fra vores sommerhus, siger Minik Gerstrøm, der er i Qoornoq med sin far.
Spiste af tørret fisk
Længere oppe i Qoornoq bor Mia Motzfeldt Nielsen. Hun blev ligeledes ringet op lige efter hun var gået i seng. Det første hun gjorde var at kigge ud ad vinduet fra øverste etage i sit hus.
- Jeg kunne se den på stranden. Lige pludselig begyndte den at snuse i luften, og jeg tænkte at den kunne lugte det fisk, min bror har lagt til tørre udenfor mit hus. Så begyndte den langsomt og forsigtigt at nærme sig mit hus, fortæller Mia Motzfeldt Nielsen.
Mia Motzfeldt Nielsen fortæller til Sermitsiaq, at hun bor alene i sit hus i Qoornoq, og hun erkender, at hun på det tidspunkt, isbjørnen var tæt på, var bange. Isbjørnen, der nu var tæt på Mias hus, snuste lidt rundt omkring skuret.
- Så flænsede hun i det fiskenet, som beskyttede det tørrede fisk, som om nettet var ingenting. Også begyndte det bæst at mæske sig i vores forråd, fortæller hun og griner.
To varselsskud
Isbjørnen var ved Mia Motzfeldt Nielsens hus, da det første varselsskud lød.
- Isbjørnen kiggede lidt rundt, men ænsede intet farligt ved situationen og begyndte bare at spise af fiskene igen. Men ved næste varselsskud løb den væk fra stedet, og jeg kunne se, at den svømmede væk fra bygden, fortæller Mia Motzfeldt Nielsen.
Mia Motzfeldt Nielsen oplyser, at hun vil tage resten af de tørret fisk hun har tilbage, så snart andre beboere kommer til hendes hus torsdag formiddag. Der er nemlig risiko for, at en isbjørn kommer tilbage, når der er føde at finde.
En anden sommerhusejer i Qoornoq, Cuno Jensen, kunne fortælle, at isbjørnen er på alles læber i Qoornoq her til morgen:
- Alle snakker om den isbjørn her til morgen. Vi er jo også gode til at ringe rundt til hinanden, så alle var varskoet i går aftes. Vi kunne alle se, at isbjørnen slentrede rundt i bygden og var på vej op mod børnehjemmets institution. Det kan lyde dramatisk, men vores oplevelse er noget mindre dramatisk og roligt, siger Cuno Jensen og griner.