Aleqas misbrug
Se alle bilag: Sådan misbrugte Aleqa 106.363,27 kroner fra landskassen
Sermitsiaq.AG har valgt at offentliggøre samtlige bilag, der knytter sig til Aleqa Hammonds revisionssag
85 sider spækket med bilag efter køb af flybilletter, hotelophold, minibar-forbrug, restaurantbesøg, internetforbrug, slik, chips og sene drinks i baren på Hotel Arctic. Både til Aleqa Hammond selv og til familien.
Det er eksempler på, hvad Aleqa Hammond har brugt de meget omtalte 106.363,27 kroner fra landskassen til, og som endte med at koste hende både posten som formand for Naalakkersuisut og tillidshvervet som formand for Siumut.
Det viser en aktindsigt, som Sermitsiaq.AG har fået af Formandens Departement i forbindelse med Aleqa Hammonds såkaldte revisionssag, hvor hun har misbrugt 106.363,27 kroner af offentlige midler til private formål.
Læs: Aleqa bevarer troen på at blive renset
Overblik: Naalakkersuisut væltet på 31 timer
Skandalen kostede magten på fem døgn
Hele revisionssagen begyndte, da en orientering fra revisionsudvalget i Inatsisartut fredag aften den 26. september viste, at den nu tidligere formand for Naalakkersuisut havde brugt 106.363,27 kroner fra selvstyrets kasse til blandt andet private flybilletter, restaurantbesøg, hoteludgifter og minibar i perioden 28. maj 2013 til 21. maj 2014.
På trods af flere rykkere blev udgifterne først tilbagebetalt 8. september i år.
Presset fra politiske modstandere og politikere fra egne rækker samt ikke mindst fra befolkningen blev dog som bekendt så enormt på Hammond, at hun 1. oktober valgte at søge om orlov fra både Naalakkersuisut og Inatsisartut. Få timer efter blev der udskrevet valg af fungerende formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen fra Siumut.
Sermitsiaq.AG har valgt at offentliggøre samtlige bilag, der knytter sig til Aleqa Hammonds revisionssag. Se alle bilag via pdf-filen til højre for artiklen
Læs alle artikler om Aleqa Hammonds misbrug af offentlige midler her
Se eksempler på Aleqa Hammonds forbrug under denne tekst