Sarfaq Ittuk fri ved egen kraft

Det lykkedes i nat kystpassagerskibet at komme fri efter grundstødningen onsdag aften i Qaqortoq

Sarfaq Ittuk har siden i nat ligget til kaj i Qaqortoq og vil blive undersøgt af dykkere, inden skibet sejler videre. Foto: Pilu Nielsen Foto: Pilu Nielsen
Offentliggjort

Efter at Sarfaq Ittuk onsdag ved 19.15-tiden stødte på grund lige uden for havnen i Qaqortoq, lykkedes det i nat kystpassagerskibet at komme fri ved egen kraft.

Det oplyser kommunikationschef Jakob Strøm hos Royal Arctic Line, der ejer Arctic Umiaq Line.

- Skibet er ved kaj i Qaqortoq og vil blive undersøgt af dykker, inden skibet sejler videre. De berørte passagerer er blevet kontaktet og har fået information om de foreløbige planer. Der er foreløbig nærmere besked til passagererne torsdag kl. 10.00.

Se også "Galleri: Ingen vandindtrængen i Sarfaq Ittuk"

Læs også "Sarfaq Ittuk på grund - ingen i fare"

Onsdag aften fortalte Jakob Strøm, at vinden har taget fat i Sarfaq Ittuk, så skibet er drevet ind på lavt vand og er gået på grund. Og at RAL ikke præcist vidste, hvad der er sket, men at rederiet formoder, at det er en kastevind, som har taget skibet.

Der var 86 passagerer og 21 besætningsmedlemmer om bord på skibet.

Ifølge asiaq.gl blæste det cirka 22,3 m/s. mellem kl. 19 og 20 onsdag i Qaqortoq. Det svarer til 80 km/t. og er en 9'er på Beaufort-skalaen.

Powered by Labrador CMS