Sarfalerisut ApS i Sisimiut arbejder 37-timer om ugen: Mindre stress og færre sygedage
Elektrikervirksomheden Sarfalerisut ApS i Sisimiut har besluttet at gøre en 37-timers arbejdsuge permanent efter en succesfuld prøveperiode på to måneder. Virksomhedens direktør og ejer, Maannguaq Philip Lauritzen fortæller til Sermitsiaq, at formålet med at reducere arbejdstiden fra 40 til 37 timer var at skabe en bedre balance mellem arbejde og fritid for de ansatte. Resultaterne har været så positive, at virksomheden nu har valgt at indføre den kortere arbejdsuge som en fast ordning.
Sarfalerisut Aps har allerede indført 37 timers arbejdsuge.
Privat
Der er en rolig stemning hos elektrikervirksomheden Sarfalerisut ApS på en fredag morgen.
Medarbejderne har allerede spist deres fælles morgenmad og er nu i fuld gang med dagens opgaver.
Om få timer kan de se frem til at gå hjem klokken 13.00, som en del af deres 37-timers arbejdsuge.
Virksomheden, Sarfalerisut ApS har 17 ansatte, hvor der er elektrikere og elever.
Efter at have startet prøveperioden fra 27. marts i 2023 i to måneder, besluttede virksomhedens ejer, Maannguaq Philip Lauritzen, at have en kortere arbejdsuge, da resultaterne har været så positive. Ordningen er blevet en permanent ordning.
- Det handler om at finde en balance mellem arbejde og fritid for vores ansatte, fortæller Maannguaq Philip Lauritzen, mens han sidder på sin stol på kontoret.
Han forklarer, at arbejdsugen er fordelt sådan, at medarbejderne arbejder fra klokken 8.00 til 17.00 mandag til torsdag med en times frokostpause. Fredag er anderledes. Her møder de ind klokken 8, spiser morgenmad sammen og arbejder frem til klokken 13, uden at holde frokostpause.
Tjener mindre - men giver gevinst
Selvom virksomheden tjener omkring 1,5 millioner kroner mindre om året på grund af den kortere arbejdsuge, ser Maannguaq Philip Lauritzen den langsigtede gevinst. Medarbejdernes løn er ikke ændret, det vil sige, at de ikke tjener mindre på grund af 37 timers arbejdsuge.
Fordelene ved den kortere arbejdsuge har været gode, forklarer Maannguaq Philip Lauritzen.
- Vi har oplevet færre sygedage og barnsygedage, og stressniveauet blandt medarbejderne er faldet markant. Særligt for de ansatte med børn har den kortere arbejdsuge givet mere kvalitetstid med familien, siger han.
- Vi har mere stabile og effektive ansatte, fordi de møder op på arbejdet mere udhvilet, siger han.
Forsigtigt over for 35-timers arbejdsuge
Samtidig er Maannguaq Philip Lauritzen dog skeptisk over for det nye forslag fra Demokraatit, som ønsker at undersøge muligheden for at reducere arbejdsugen i Grønland fra 40 til 35 timer.
Forslaget, fremlagt af Inatsisartuts medlem Anna Wangenheim, beder Naalakkersuisut om at foretage en grundig analyse af konsekvenserne.
Maannguaq Philip Lauritzen mener, at det er risikabelt at tage et så stort skridt på én gang.
- Jeg synes, det er bedre at tage det gradvis. Start med at reducere én time ad gangen. Især når det drejer sig om Selvstyret og kommunen, foreslår han.