DØGNRAPPORT

SAR-operation ved Nuuk

En mand blev søndag aften reddet fra hans jolle, der var klemt fast i isen nær Nuuk. I en anden sag om et knivstikkeri i weekenden er en 16-årig blevet tilbageholdt i lidt over tre uger.

Grønlands Politi
Offentliggjort

Søndag aften kl. 20.11 fik politiet anmeldelse om en mand, der sad fast i isen med sin jolle.

Manden i jollen befandt sig nordvest for Nuuk, og han havde brug for hjælp, da han frøs og det sneede, og han kunne ikke komme videre.

Politiet aktiverede sin båd samt en helikopter fra Arktisk Kommando, fortæller vagtchef Poul Kreutzmann:

- De hentede manden, og han kom hjem i god behold, siger Poul Kreutzmann.

Vagtchefen fortæller derudover, at politiet har haft en travl weekend. 

Sermitsiaq har tidligere fortalt, at der fandt et knivstikkeri sted i Nuuk lørdag.

Vagtchefen fortæller, at den 16-årige dreng, som blev anholdt og mistænkt i sagen, er blevet tilbageholdt af kredsretten til 25. marts.

Den 16-årige er sigtet for forsøg for manddrab. Offeret var en 17-årig dreng.

Powered by Labrador CMS