SAR operation igangsat for at redde otte personer ved Tasiilaq

En helikopter er netop fløjet af sted for at hente i alt otte personer, der befinder sig øst for Tasiilaq. Den jolle, som de otte personer sejler med sidder fast i storisen, mens de nødstedte personer er nået i land, lyder det.

En helikopter er netop sendt af sted mod øst for Tasiilaq, hvor otte personer netop er kommet i land.
Offentliggjort

Grønlands Politi har netop iværksat en SAR-operation for at hente otte personer, der er nødstedte øst for Tasiilaq.

Det oplyser vagtchef ved Grønlands Politi, Jaaku Andreassen til Sermitsiaq.

- De otte personer har formentlig sejlet ud i går onsdag, men har ikke kunnet sejle videre på grund af storisen. Ifølge vores oplysninger er de netop kommet i land, fortæller Jaaku Andreassen til Sermitsiaq.

Grønlands Politi har modtaget anmeldelsen om de nødstedte omkring kl. 06.30 torsdag den 20. juni. Her kunne vagtchefen oplyse, at jollen formentlig er stødt på motorproblemer.

Ingen tilskadekomne

Ifølge vagtchefens oplysninger er alle de otte personer uskadte.

- Vi har en formodning om, hvor de præcist befinder sig. Derfor er en helikopter målrettet på vej hen til stedet netop nu. Min formodning er, at hele operationen vil være afsluttet lidt over kl. 12.00 i dag, siger Jaaku Andreassen.

Vagtchefen oplyser, at de nødstedte personer vil blive afhørt omkring forholdene når de er blevet evakueret i land.

Powered by Labrador CMS