SAR-operation: Eftersøgning efter tre savnede fortsætter
Eftersøgningen af tre savnede fortsætter tirsdag i Diskobugten.
SAR-operationen ledes af Arktisk Kommando.
Foto: Jesper Hansen
Søndag aften blev tre personer meldt savnet, og en omfattende SAR-operation blev iværksat i Diskobugten.
Arktisk Kommando har ledet operationen, hvor også Grønlands Politi har deltaget. En jolle er blevet fundet, men den var tom, og derfor fortsatte eftersøgningen mandag.
Arktisk Kommando oplyser til Sermitsiaq tirsdag morgen, at eftersøgningen fortsætter, og Challenger-flyet er på vej til området tirsdag formiddag.
Flyet ventes at genoptage eftersøgning omkring kl. 10.30.
Mandag søgte myndigheder og frivillige særligt i området, hvor den tomme jolle blev fundet, men i dag udvides søgeområdet.
Arktisk Kommando oplyser, at flere lokale med joller er ude at søge og forsøger at bidrage til eftersøgningen igen tirsdag.
Eftersøgningen er desværre fortsat uden resultat i form af spor efter de tre savnede personer.