Sana lukker sengepladser i sommerferien
Manglen på sygeplejersker betyder, at Dronning Ingrids Hospital lukker sengepladser på flere afdelinger.
Det er ikke lykkedes for Sana at rekruttere tilstrækkeligt med sygeplejersker. Således er der ubesatte stillinger på sengeafdelingerne K1 og K2 på kirurgisk afdeling samt intensiv og intermediær afsnit på akutområdet.
Det betyder, at der er blevet lukket sengepladser fra midten af denne måned og frem til august.
- Vi har gjort vores yderste for at skaffe personale til afdelingerne, men det har desværre ikke ladet sig gøre, skriver ledende overlæge på kirurgisk område Knud Erik Kleist i en pressemeddelelse.
Risiko for overflytning til Island eller Danmark
De lukkede sengepladser kan betyde, at nogle akutte patienter i pressede situationer skal overflyttes til Island eller Danmark. En anden konsekvens kan blive, at patienter kan vente i længere tid på indkaldelse.
- Situationen er en understregning af, hvad vi desværre længe har vidst: At der er for få uddannede her i landet og for få ude fra, som finder Grønland og Sundhedsvæsenet interessant til at sikre den behandling og pleje, som vores patienter fortjener, skriver styrelseschef Malene Marie Nielsen.
Ledende overlæge, Knud Erik Kleist forklarer dog, at man normalt i ferietiden fra begyndelsen af juli til midt i august måned nedjusterer kapaciteten på hospitalets afdelinger, hvilket betyder at man for eksempel ikke indkalder patienter til planlagte operationer og kun behandler akutte patienter samt patienter med truende sygdomme.
Forsøger at fatsholde
Styrelseschef Malene Marie Nielsen siger, at der forsat søges efter personale til hospitalet og arbejdes på generel fastholdelse og rekruttering af medarbejdere til Sundhedsvæsenet.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at være attraktive som arbejdsplads i forhold til kurser og videreuddannelse, samt at være synlige i alle fagrelevante fora for eksempel fagblade og messer. Vi samarbejder med flere danske sygehuse med rotationsordninger, hvor flere medarbejdere fra et dansk sygehus kan deles om en stilling her. Vi har en rekrutteringskonsulent ansat til ikke blot at sikre promovering af Sundhedsvæsenet, men også til at foretage opfølgning i forhold til fratrædelsesevalueringer. Således kan vi blive klogere på os selv som arbejdsplads og kan fortage de forbedringer der er behov for, siger Malene Marie Nielsen.