Samarbejdspartiet: Så blev underskrifterne afleveret
Tillie Martinussen og Michael Rosing afleverede mandag middag knap 1100 underskrifter til godkendelse hos Kommuneqarfik Sermersooq, så det nystiftede parti Samarbejdspartiet kan komme på valgkortet.
Det har været nogle hektiske dage for Michael Rosing og Tillie Martinussen, der har haft travlt med at samle underskrifter, så partiet Samarbejdspartiet kan blive godkendt til at optræde til dette års Inatsisartut-valg, der er udskrevet til den 24. april.
Fornuftig margen
Allerede lørdag mente de to, at man havde de nødvendige 942 underskrifter, men for en sikkerheds skyld brugte de to politikere også søndagen, så de havde en fornuftig margen at operere med, hvis der skulle optræde gengangere på listen.
Ved siden af indsamlingen af underskrifter fik de også dannet partiet i går, så alt det formelle er på plads.
- Jeg er partiets formand, mens Tillie indtager næstformandsposten, oplyser Michael Rosing. Tillie Martinussen var lokalformand for Demokraterne i Nuuk, men trådte ud af partiet i foråret.
Flere navne afsløres senere
Michael Rosing, der på det seneste har været løsgænger i Inatsisartut, fordi han valgte at udtræde af Demokraterne, oplyser, at man har fem til seks personer, som ud over de to frontfigurer skal kandidere for partiet.
- Det er for tidligt at afsløre, hvem der er tale om. Men på et senere tidspunkt vil vi oplyse, hvem det er, og jeg regner bestemt med, at vi vil få flere til at stille op, oplyser formanden for Samarbejdspartiet.
Partiprogram fremlagt
Det nye parti har netop fremlagt sit partiprogram, som kan læses på partiets hjemmeside: www.sulesam.gl.
- Ud over partiprogrammet vil vi også bringe en liste over temaer, som vi ønsker debatteret her under valgkampen, forklarer Michael Rosing.
Han oplyser, at vælgerne fremover på hjemmesiden vil finde såkaldte holdningspapirer til aktuelle og specifikke sager, der måtte poppe op i den politiske debat.
- Hvis et emne pludselig bliver aktuel, vil vi internt diskutere emnet i partiet og nå frem til et holdningspapir, som vi vil lægge ud på hjemmesiden, så vælgerne kan følge med i, hvad vi mener om det enkelte emne, fortæller Michael Rosing.
Underskrifter tjekkes
De to frontløbere i Samarbejdspartiet er naturligvis spændt på, om de afleverede underskrifter lever op til myndighedernes krav.
- Vi vil skynde os hurtigst muligt med at få tjekket stemmerne, og regner med at det kun vil tage et par dage, oplyser Simigaq Broberg, der er sekretariatschef hos koncernservice i Kommuneqarfik Sermersooq, til Sermitsiaq.AG.
Når kommunen har verificeret og tjekket, at alle underskrifter er gode nok, bliver de overdraget til Selvstyret.
- Jeg ved dog ikke, hvor lang tid man vil bruge i Selvstyret, siger Simigaq Broberg.