Sermitsiaq har modtaget tegninger fra Qeqqata Kommunia, der viser, hvordan den kommende renovering af Atuarfik Kilaaseeraq i Maniitsoq vil tage sig ud. Projektet, der er udarbejdet af Masanti A/S, viser en række forbedringer og udvidelser til den eksisterende skolebygning.
En af de mest iøjnefaldende ændringer er opførelsen af en ny mellembygning, der skal rumme de yngste og mellemste klassetrin. Stueetagen i den nye mellembygning vil blive hjemsted for de yngste elever, mens mellemtrinnet vil have deres lokaler på første etage.
Annonce
Den resterende del af stueetagen vil blive opgraderet med flere og større toiletter som er flere i forhold til de få toiletter, der findes i den nuværende bygning.
Biblioteket i Atuarfik Kilaaseeraq vil blive reduceret i størrelse for at give plads til nye toiletter. Det reducerede bibliotek vil fremover fungere som nærdepot eller faglokaler.
Omstrukturering af klasselokaler
På første etage vil der også blive tilføjet flere toiletter, hvilket vil medføre en omstrukturering af de nuværende lokaler. To lokaler vil blive gjort større, mens to andre vil blive gjort mindre for at give plads. De mindre lokaler vil blive omdannet til grupperum.
På anden etage vil der ligeledes blive tilføjet flere toiletter. Her vil fire klasselokaler blive omdannet til tre for at gøre plads til de nye toiletter.
Offentlig licitation udkommet
Qeqqata Kommunia har offentliggjort licitationen for renoveringen, og interesserede parter opfordres til at afgive tilbud på hovedentreprisen. Arbejdet omfatter alle håndværksfaggrupper, herunder nedrivning, jordarbejde, murer- og betonarbejde, tømrer- og snedkerarbejde, smedearbejde, malerarbejde, VVS og el.
Den forventede opstart for renoveringen er midten af september 2024 , med en planlagt afslutning slutningen af maj 2027.