Sådan er det at være inuk i Alaska

Folk sætter sig til rette og er klar til at høre om at være inuk i USA’s største stat, Alaska.

Der er så mange mennesker, der er kommet for at høre Ayyu Qassataq, at personalet i Katuaq, bliver nødt til at hente flere stole til kulturhusets lillesal.

Ayyu Qassataq er en inupiaq og yup'ik fortaler fra Alaska, holdt lørdag den 22. marts en foredrag om hvordan vores identitet er formet af vores historier og kulturelle traditioner, og hvordan genvinding af kulturelle praksisser bringer helbredelse og styrke til os som inuit i dag.

- Jeg er ydmyg over at kunne dele noget af min egen rejse med jer. I håbet om, at det kan røre en del af dig, det kan åbne noget i dig, at det kan hjælpe os til at se hinanden som de rigtige mennesker, vi er, starter Ayyu Qassataq sin fortælling.

Ayyu Qassataq fortæller i sin halvanden time lange foredrag om blandt andet følelsen om at ikke kunne udøve traditionelle kulturer som dans og sang.

- Da jeg voksede op, spurgte jeg min bedstemor, hvorfor vi ikke sang eller dansede som oprindelige folk. Min bedstemor svarede, at traditionen var væk. Det var dødt. Det var tydeligt, at jeg ikke skulle spørge om det. Jeg følte en adskillelse fra, hvem vi var, fortæller hun.

Kender ikke sit sprog

Ayyu Qassataq kigger på sit grønlandske publikum og siger, at hun misunder dem. Misunder dem, fordi de kan snakke på deres eget sprog og siger selv, at hun ikke snakke sit eget sprog.

- Jeg hører kun mit eget sprog et par gange om året. Alt er på engelsk, siger hun.

Folk nikker, rykker sig ved deres sæde. En kvinde har tårer i øjnene. Hun kan ikke holde sine tårer tilbage.

- Jeg blev dybt rørt og det var som om det var en øjenåbner for mig, siger Christa Vahl, efter foredraget, da AG fanger hende.

- Det ramte mig lige i hjertet. Det var som en forklaring for mig, om hvorfor jeg er sådan i dag, hvorfor jeg reagerer følelsesmæssigt på den måde, jeg gør i dag. Jeg forstår nu, hvorfor mine forfædre ikke kunne bruge deres identitet dengang, og jeg forstår at deres tab er blevet videreført til os, forklarer Christa Vahl.

Ayyu Qassataq snakker om føle og anerkende tab og sorg i sin afslutning, at man ikke kan pege fingre på hvem som helst i dag, og sige, at det er på grund af jer, vi kæmper med vores identitet og kultur, fordi det skete flere generationer siden.

- Inden i hver af os er vores fuldt helede selv allerede der. Det er allerede i os, siger Ayyu Qassataq.