Så går årets mineraljagt i gang for 35. gang
Den landsdækkende mineraljagt for amatørgeologer, Ujarassiorit, er gået i gang med et præmiebeløb på i alt 100.000 kroner.
Her ses nogle af de mineraler, som tidligere er blevet indsendt til konkurrencen, der i år afvikles for 35. gang.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Det er 35. gang, at Ujarassiorit afvikles over sommerperioden her i Grønland, hvor 1. præmien er 50.000 skattefrie kroner.
For interesserede kan man finde relevant information på www.sullissivik.gl med hensyn til at kunne deltage i den populære konkurrence.
Deadlinen
I en pressemeddelelse fra Selvstyret bliver det oplyst, at mineralprøverne skal være indsendt senest den 1. november.
-Kun amatør-geologer med folkeregisteradresse i Grønland kan deltage i konkurrencen. Der kan kun indsendes prøver fra Grønland og kun prøver med nøjagtigt angivet fund-sted kan præmieres. Der bør kun være én stenprøve af knytnævestørrelse pr. prøve-kasse, og prøven skal helst være indsamlet fra fast fjeld. Indsendte prøver returneres ikke, oplyser Selvstyret, der sluttelig ønsker deltagerne god jagt.
GrønlandsBankens Erhvervsfond er igen i år bidragyder til præmierne med i alt 40.000 kr.