hov!
Ryddede ud i Aleqa Hammonds Wikipedia-opslag
En computer på Christiansborg slettede onsdag formiddag dele af Wikipedias opslag om Aleqa Hammond
På nettet som alle andre steder udspiller der sig en daglig kamp for at vinde dagsordenen og for at definere, hvad der er sandt, og hvad der er falsk.
Denne kamp kom i går onsdag til udtryk på én af Grønlands store politikeres Wikipedia-side.
Således blev flere afsnit af de mindre stolte dele af Hammonds annaler slettet i den danske artikel klokken 10:15 om formiddagen fra en IP-adresse på Christiansborg.
Vigtige afsnit slettet
Efter redigeringen stod der nu ikke længere, at Siumut-politikeren, da hun var landsleder, havde ladet Landsstyrets konto lægge ud for over 100.000 kroner i private udgifter, og at hun i 1995 erkendte og blev dømt for syv tilfælde af betalingsbedrageri.
Fordi det nogen gange går heftigt for sig, når verdens største leksikon kan redigeres af alle, registrerer og offentliggør Wikipedia selv IP-adressen, hver gang en artikel redigeres.
Sad på Borgen
En IP-adresse er en internetadresse i numre, som flere computere på samme netværk ofte har til fælles, og IP-adresser er ikke hemmelige men kan slås op på nettet.
Således viser et såkaldt WHOIS-opslag på computeren, der ændrede i Hammonds leksikon-artikel, at det er en Telia-forbindelse placeret hos 'Folketinget, Danish Parliament.'
Det er nærliggende at tro, at man selv har en interesse i at rette på sit Wikipedia-opslag, og andre politikere i Danmark er før blevet taget i at redigere i deres egne artikler.
Benægter selv redigering
Derfor tog Sermitsiaq.AG kontakt til både Hammond og hendes fem mand store folketingssekretariat.
Siumut-sekretariatet har endnu ikke svaret på vores henvendelse, mens Aleqa Hammond torsdag morgen benægter, at det er hende, der har været ude med rettelakken i den danske leksikon-artikel.
- Jeg har tusindevis af hits på nettet, og jeg har vigtigere ting at tage mig af end at læse om mig selv eller redigere artikler eller andet om mig selv, siger hun til Sermitsiaq.AG.
Artikel er nu ændret igen
Artiklen på Wikipedia er senere blevet redigeret igen flere gange af forskellige IP-adresser.
Men på nedenstående link skulle man kunne se, hvilke rettelser der onsdag skete fra computeren på Christiansborg.
Se forskellen i redigeringen fra Folketingets computer på Wikipedia.org
Læs også: Naajaat på forsiden af Wikipedia