Svalbard
Russiske specialstyrker i Arktis skaber splid
Norge overvejer, om Rusland brød international traktat ved at sende tjetjenske og russiske soldater til Nordpolen via Svalbard

Med en kontroversiel last landede et russisk Antonov An-74-transportfly for få uger siden i lufthavnen i Longyearbyen på den norske øgruppe Svalbard blot 1.300 kilometer fra Nordpolen.
Øvelse
Om bord på flyet var russiske og tjetjenske specialstyrker og instruktører med udstyr på vej til militærøvelse på Ruslands arktiske base Barneo, der er etableret på en gigantisk isflage tæt ved Nordpolen. Her skulle soldaterne springe i faldskærm og træne krigsførelse i ekstrem kulde.
Ikke tilladt
Militær tilstedeværelse på den norske øgruppe er ulovlig ifølge Svalbardtraktaten fra 1920. Traktaten giver alle lande ret til at at drive erhvervsvirksomhed som eksempelvis minedrift på øerne, men forbyder udtrykkeligt brug af Svalbard til militær aktivitet.
Pralede
Russere og tjetjenere gjorde ellers ikke noget for at holde deres rejserute til Nordpolen hemmelig. Tjetjeniens leder, Ramsan Kadyrov, pralede højlydt på sociale medier af soldaternes øvelse efter at have talt i satellittelefon med ekspeditionsleder Daniel Martynov.
Han lagde sågar fotos på sin Instagram-profil af camouflage-farvede rygsække, der bliver lastet på Antonov-flyet i Longyearbyens lufthavn.
Træning
- Vore soldater er perfekt trænede, uanset hvilken udfordring der kommer. De har sprunget i faldskærm fra en MI-8-helikopter fra 2.000 meters højde, udført taktisk skydning og er godt udstyrede ... Vi ser frem til, at vore helte kommer hjem, skrev præsident Kadyrov.
Opsnappet af medie
Det var mediet The Independent Barents Observer, der bragte nyheden om den russisk-tjetjenske brug af norsk territorium til militær mellemlanding.
Ikke begejstring
Oplysningerne vækker ikke ligefrem begejstring i den norske regering, som gennem årtier har gjort sig store anstrengelser for at opretholde et afbalanceret forhold til den store russiske nabo.
Skal overholde aftaler
Nato-landet Norges justitsminister, Anders Anundsen, fastslår over for lokalavisen Svalbardposten, at han går ud fra, at russerne holder sig til indgåede aftaler om gods og passagerer.
Civil lufthavn
- Svalbard er en civil lufthavn, og hvis noget er galt, må Luftfartstilsynet følge op, siger han med henvisning til den myndighed, der giver tilladelserne til russisk brug af lufthavnen.
Norge vil nu nedsætte en tværministeriel arbejdsgruppe med deltagelse af sysselmanden, den norske stats repræsentant på Svalbard, oplyser justitsministeren.
- Formålet er at vurdere, hvordan vi bedst kan møde de behov, vi har for bedre overblik og kontrol i Svalbard Lufthavn, siger Anders Anundsen.
Ny russisk base
Midt i uroen om de tjetjenske og russiske militærinstruktører er Rusland på øgruppen Franz Josef Land øst for Svalbard tæt på at færdiggøre det hidtil største byggeri i det nordlige Arktis.
Det er et militært anlæg på 14.000 kvadratmeter med plads til 150 soldater, oplyser det russiske forsvarsministerium på hjemmesiden mil.ru.
Støtte flåden
'Det Arktiske Kløverblad' kalder russerne det omfattende kompleks på den 80. nordlige breddegrad, der skal agere støttepunkt for Ruslands Nordflåde.
Meget tættere Nordpolen kan man dårligt komme - Longyearbyen ligger på 78 grader nord og Station Nord i Grønland på 81 grader nord. Så sent som 18. april besøgte Ruslands forsvarsminister, Sergej Shoigu, ifølge mil.ru 'Kløverbladet', der også kan mønstre en lille russisk-ortodoks kirke i træ.
Mellemlanding
Den 19. april sidste år udfordrede også den russiske vicestatsminister, Dmitrij Rogosin, nordmændene, da han mellemlandede i Longyearbyen på vej mod Barneo-basen. Rogosin er ellers på EU's og Norges liste over uønskede russere efter annekteringen af Krim, men var ledsaget af russisk presse og lagde billeder på nettet af sig selv i Longyearbyens lufthavn.
/ritzau/