Russisk stats-tv: Ukraine planlagde angreb på flådeparade med Putin

Russisk minister tog ifølge stats-tv kontakt til USA for at udtrykke bekymring for muligt angreb på parade.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, ses her under Flådens Dag i Sankt Petersborg sidste søndag i juli. (Arkivfoto).
Offentliggjort

Rusland havde mistanke om, at der var planer om et ukrainsk angreb på en flådeparade i juli, som præsident Vladimir Putin deltog i.

Det rapporterer russisk stats-tv.

Rusland tog på grund af mistanken kontakt til den amerikanske regering for at udtrykke bekymring.

Russisk tv melder, at de nærmere detaljer er statshemmeligheder.

Ukraines udenrigsministerium er ikke umiddelbart vendt tilbage på Reuters' henvendelse om en udtalelse.

Viceudenrigsminister i Rusland Sergej Rjabkov siger, at der var så store bekymringer for et muligt angreb, at forsvarsminister Andrej Belousov tog kontakt til den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin.

Her skal Belousov have fortalt sit amerikanske modstykke om mistankerne.

Reuters har ikke umiddelbart kunnet verificere ægtheden af meldingerne på russisk stats-tv.

Den amerikanske avis New York Times har tidligere skrevet, at amerikanske Austin 12. juli fik et opkald fra Belousov.

Opkaldet omhandlede en hemmelig ukrainsk operation, som den russiske regering mente, at USA havde godkendt.

New York Times citerede to unavngivne amerikanske embedsmænd for at sige, at der i det amerikanske forsvarsministerium var overraskelse over de russiske beskyldninger. Embedsmænd i ministeriet havde ikke kendskab til en sådan plan.

Alligevel blev de russiske bekymringer taget alvorligt.

Den amerikanske regering tog derfor kontakt til den ukrainske regering, skrev avisen. Her blev Ukraine advaret om, at hvis der var planer om at gennemføre en sådan operation, så skulle man lade være.

Den amerikanske avis skriver intet om, at opkaldet skulle omhandle et angreb på paraden ved Flådens Dag.

Paraden afholdes årligt den sidste søndag i juli ved Sankt Petersborg.

I år kom Putin med en advarsel til USA ved paraden.

Hvis amerikanerne gennemfører planer om at opstille langtrækkende missiler i Tyskland fra 2026, så vil Rusland opstille lignende missiler, der kan ramme Vesten, sagde han.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS