Rubio om Trumps Grønland-ambitioner: Ikke en joke

I et radiointerview understreger USA's udenrigsminister, at Trump er seriøs i ønsket om at købe Grønland.

I et interview med en radiokanal siger USA's udenrigsminister Marco Rubio torsdag, at Trumps Grønland-ambitioner ikke er en joke.
Offentliggjort

USA's præsident Donald Trump mener det alvorligt, når han siger, at USA vil købe Grønland.

Det siger udenrigsminister Marco Rubio torsdag til SiriusXM Radio.

- Det er ikke en joke, siger udenrigsministeren til mediet. 

I samme ombæring nedtoner han truslen om, at USA vil bruge militærmagt mod Danmark. 

I stedet forklarer han det som en forretningstaktik fra Trumps side og understreger, at USA har en forsvarsaftale med Danmark om at beskytte Grønland, skulle landet komme under angreb 

- Når vi allerede er på krogen (on the hook) i forhold til at skulle gøre det, så kan vi lige så godt have mere kontrol over, hvad der sker der, siger han.

I interviewet taler Marco Rubio også om den telefonsamtale, den danske statsminister, Mette Frederiksen, har haft med Trump - som i The Financial Times efterfølgende blev beskrevet som intens (fiery) baseret på anonyme kilder. 

Rubio understreger, at han ikke var til stede under opkaldet mellem de to ledere, men fortæller, at Trump bare "taler lige ud og ærligt" med folk. 

- Ultimativt tror jeg, at diplomati i mange tilfælde fungerer bedre, når du er ligefrem i modsætning til at bruge floskler og sprog, der oversættes til ingenting, siger han til SiriusXM Radio.

Han erkender dog, at den måde situationen er blevet grebet an på, "formentligt kunne være blevet gjort bedre".

- Meget af det foregår i offentligheden, og det hjælper ikke, for det sætter den anden part et svært sted indenrigspolitisk. 

Mette Frederiksen har flere gange til den danske presse understreget, at hun foretrækker ikke at have diskussionen med Trump i offentligheden. 

Risikoen for kinesisk indflydelse i Grønland, åbner udenrigsministeren også for en bekymring om. 

Rubio frygter, at kineserne vil få adgang til Arktis "under dække af kinesiske virksomheder". 

- Men i realiteten vil det tjene et dobbelt formål, og i en konfliktsituation vil de kunne sende flådefartøjer til deres faciliter og operere derfra. 

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS