Rosamarie Elsner: - Jeg tror på, at sjælen går videre

- Jeg har set mange døde i mine 30 år på alderdomshjemmene. For mig er døden meget ærefuld at være med til, lidt ligesom en fødsel. At være med til at et menneske skal videre til næste plan, det er en ære. 

69-årige Rosemarie Elsner er for mange synonym med arbejdet med ældre demensramte medborgere i Grønland. Selv om hun gik på pension for en årrække siden, er hun stadig aktiv på området og udgav i sidste måned to nye bøger for demensramte. Bøgerne indeholder billeder og ting fra den grønlandske kultur og hverdag, og de skal bruges i arbejdet med reminiscens eller mindearbejdet, som kan stimulere demensramtes sanser for at fremkalde minder og erindringer. 

Rosemarie Elsner fortæller, at hun stadig i dag bliver kontaktet af folk, pårørende til demensramte, som har brug for råd og vejledning til, hvordan de skal forholde sig. 

Selv har hun en afslappet holdning til det faktum, at vi alle skal dø. 

- Jeg er opfostret af en far, der levede efter principper, som filosoffen Martinus har skrevet, og han siger, at der ingen død er. Det eneste vi mister, er vores krop. Vi har en sjæl, som går videre, forklarer Rosemarie Elsner. 

Hun understreger, at det ikke betyder, at der ikke er sorg. For det vil der altid være, selv om man ved, at ens kære er kommet hjem hvor de hører til og alt er som det skal være.

- Der, hvor det kan være traumatisk, er de pludselige dødsfald. Selvmord, ulykker eller voldsom død. Det er lidt anderledes, man bliver nødt til at skelne mellem de to. Min egen personlige holdning er, at det nok er svært for sjælen pludselig at opdage, at den faktisk er død, siger Rosemarie Elsner.

Ikke et tabu

I forhold til andre, vestlige lande, er døden i Grønland ikke et voldsomt tabuiseret emne, mener hun, der gennem sine mange år på plejehjem har oplevet, hvordan beboere selv mærker, at tiden er kommet for dem at forlade denne verden.

- Når den ældre er mæt og træt af dage, beder de os om at tilkalde deres pårørende, for nu er tiden kommet. Og jeg stoler på det, de siger. Så de pårørende er kommet fra hele Grønland, fortæller hun.

Alle de tilrejsende får et ord med på vejen. Tit sidder de pårørende stille ved deres familiemedlem og våger. Men i virkeligheden burde de tale meget mere, påpeger Rosemarie Elsner.

- Det er jo hørelsen, der går sidst væk. Så jeg tror ikke på stilheden, men i stedet skal man snakke, så den døende kan høre, at der er nogen omkring dem. Der skal være lyde, ikke mindst børnelatter, siger hun.

Ifølge hendes erfaring går der omkring en uges tid fra den døende har sagt sine ord til de pårørende og til at døden rent faktisk indtræffer. 

- Når de har sagt deres ord, vender de ryggen til os, og så går der en uge. Vi sørger selvfølgelig for at de ikke har smerter, men de føler ikke længere sult eller tørst. Derfor er der ofte ikke brug for en læge, siger hun. 

Faktisk er det ofte mere de pårørende der har behov for personalets omsorg end den beboer, der er ved at vinke farvel til livet. 

- Vi holder øje med beboerens eventuelle smerter, men de pårørende har en sorg, de skal gennemleve. Det er meget vigtigt at de får sagt de ting, de skal. Det er godt for sorgprocessen, så man ikke er uvenner, siger Rosemarie Elsner. 

Sørg ikke for længe

Selv om det er sundt at sørge, advarer hun mod, at man lader sorgen vare for længe. 

- Sorgprocessen kan blive trukket i langdrag. Det er ikke godt, for det slider kroppen. Man kan ikke tåle det i flere år, siger hun og påpeger, at det for hende er kendetegnende for Grønland, at man ikke lader sorgen over at have mistet overskygge glæderne ved livet.

- Heroppe ser jeg hvordan de ældre formår at danse og grine, selv om de har mistet deres egne børn. De er fantastisk dygtige til at komme oven på igen. Måske fordi de er fatalister, og fordi døden aldrig har været fjern i vores kultur, siger Rosemarie Elsner. 

Når de ældre beboere er afgået ved døden, er de smukke at se på, siger hun. 

- De er faktisk smilende, det er fredfyldt og smukt. Vi gør altid meget ud af at klæde dem pænt på, det er også vigtigt for de pårørende, at deres familiemedlem er så fredfyldte at se på som muligt, siger hun og nævner, hvor vigtigt det er at lukke afdødes øjne og mund. 

I visse kulturer får de afdøde sminke på og ligger længe i åben kiste. I Grønland på plejehjemmene er det kutyme, at den afdøde ligger i spisestuen, så de andre beboere kan sige farvel. 

I den forbindelse oplyser Rosemarie Elsner, at det er hendes erfaring og oplevelse, at demensramte beboere udviser stor respekt for de døde. 

- Når vi synger den afdøde ud, står de (demensramte, red.) helt stille, som om de ikke er syge, i dyb respekt for pårørende og de døde. Jeg har aldrig oplevet, at en er blevet bange eller har opført sig udadreagerende, siger hun og betegner det som ”den syvende bevidsthed,” der træder i kraft.

- Det kan også være i kirken, hvor de pludselig synger, fortæller hun.

Det er særligt hårdt at være pårørende til en demensramt, fordi man så at sige mister sin kære over flere år. En situation, man må acceptere, uanset hvor hårdt og uretfærdigt, det må forekomme. Nogle gange kræver det hjælp udefra, måske gennem en samtale med en fagperson indenfor sygdommen, for at kunne forstå og acceptere det. 

- Det er et svært område. Også for plejepersonalet, som jeg har undervist i det. Det er krævende at finde frem til mennesket bag personen. At man kan se et fantastisk liv frem for at se en gammel, sur demensramt mand eller kvinde, siger Rosemarie Elsner. 

Mennesket bag demensen

Det fik hun selv prøvet af i 2006, da hun i et år opholdt sig på et demenscenter på Nørrebro, for at finde ud af, hvad hun som forstander kunne gøre for demensramte. 

- Der var en beboer, der var nordmand. Inden jeg skulle ind til ham, advarede mine kolleger mig om at han kunne nive og spytte. Og han spyttede på mig. Jeg tænkte: Hvad er det, jeg gør forkert, fortæller hun.

Ved beboerens side lå en bog. Og på den første side kunne man se den smukkeste unge mand med en torsk, og på næste side stod han med sin lille søn. Dermed forstod Rosemarie Elsner, at beboeren var meget andet og mere end hvad lige umiddelbart mødte øjet.

- Jeg så demensen. Ikke manden. Og demensramte ser med det samme, at der er noget galt. Så bliver de frustrerede og vrede, forklarer hun. 

Det er derfor hendes råd til os alle, at vi sørger for at få skrevet vores livshistorie ned, mens vi stadig kan huske den. Så det ikke er overladt til vores pårørende at skrive den, for ofte vil der være ting, som de ikke ved noget om. Og er vi først ramt af demens kan vi ikke hjælpe med at erindre det.

Desuden er det en vigtig ting, at der følger billeder med til livshistorien. For det forklarer meget mere end mange ord, hvilken mand eller kvinde der er tale om. Livshistorierne er et redskab til plejepersonalet og jo flere ord og billeder, jo bedre forståelse for personen bag demensen vil der være, forklarer Rosemarie Elsner. 

Selv har hun foreløbig indtalt sin livshistorie på en diktafon. Det varer et helt bånd på 60 minutter og det er meningen, at det skal skrives ud. 

En anden ting, Rosemarie Elsner anbefaler er, at man planlægger sin begravelse. Af hensyn til de pårørende, vil det være en stor hjælp at skrive, hvilke sange man ønsker skal synges og hvilket tøj, man gerne vil have på. 

- Det kan man godt gøre for sine pårørende.

- Har du selv gjort det også?

- Nej, siger hun og griner:

- Jeg vidste, du ville spørge. Men jeg skal have det gjort.