Mindst 750 børn er anbragt uden for
hjemmet.
- Det er voldsomt mange, Jeg tænker,
at der også er et mørketal, hvilket øger min bekymring for Grønlands fremtid og
fremtiden for børnene, siger Demokraternes Anna Wangenheim
til AG.
Mindst 750 børn er anbragt uden for
hjemmet.
- Det er voldsomt mange, Jeg tænker,
at der også er et mørketal, hvilket øger min bekymring for Grønlands fremtid og
fremtiden for børnene, siger Demokraternes Anna Wangenheim
til AG.
Hun er i særlig grad bekymret over,
at en del børn anbringes væk fra den by eller bygd, hvor deres familier,
skolekammerater og venner bor.
- De taber forbindelsen til deres
rødder, siger Wangenheim og tilføjer:
- Børn og unge, der i forvejen kan være
traumatiserede, risikerer derfor at få dybere sår, og det kan være vanskeligt
at heale i et helt nyt sted, blandt fremmede, vurderer hun.
-
Har du en formodning om, hvor almindeligt det er, at børn anbringes væk fra
deres lokalmiljø?
-
Ud fra hvad jeg har opsamlet af informationer, og alt efter hvor mange
institutioner, der findes i forskellige byer, er det klart mit indtryk, at
mange børn bliver sendt langt væk fra nærmiljøet.
Er
nødvendigt
Anna
Wangenheim rejser nu sagen politisk og har indsendt et forslag til en
forespørgselsdebat om emnet på Inatsisartuts kommende Efterårssamling, som
denne gang fordeler sig over to perioder – efterår og vinter 2024/25.
Wangenheim
håber på tilslutning til, at det med tiden bliver et lovmæssigt krav, at børn,
der anbringes udenfor hjemmet, anbringes i samme by eller bygd, hvis der er
muligt og forsvarligt.
Hun
anerkender at det er nødvendige beslutninger for barnets
sikkerhed og trivsel at gennemføre anbringelser, og at beslutningstagere, plejefamilier
og institutions-personale gør sig umage med at skabe trygge rammer om børnene. Der
kan også være tilfælde, hvor det bedste faktisk er, at børnene ikke forbliver i
lokalmiljøet.
Men
det ændrer ikke på, at barnet savner sine relationer, og at det kan fylde meget
i børnenes dagligdag.
-
Ved at blive i samme by eller bygd kan barnet fortsætte sin skolegang og
fritidsaktiviteter uden afbrydelse. Dette skaber en vigtig kontinuitet i
barnets liv og hjælper med at opretholde en følelse af normalitet. Anbringelser
tæt på hjemmet gør det lettere at arbejde mod en eventuel hjembringelse. Barnet
kan deltage i terapi og familieterapi, og forældrene kan lettere involveres i
barnets hverdag og udvikling. På den måde vil det også blive nemmere for
eksempelvis Socialstyrelsens rejsehold at tilbyde hjælp til den samlede
familie, forklarer Wangenheim i sit forslag.
Få
hjemrejser
Det
er undersøgt, hvordan det for nogle børn føles at blive anbragt på et børnehjem.
Forsker Bonnie Jensen har gennnemført et kvalitativt studie af 38 børns
oplevelser, og interviewene viste blandt andet, at børnene i en del tilfælde
ikke ved, hvorfor de er anbragt, hvor længe de skal være anbragt, eller hvor
længe de kan blive boende der, hvor de bor.
En
pænt stor del af de unge udtrykker i afhandlingen, at de det meste af tiden er
tilfredse med at bo på institution. Andre vil gerne hjem, hvis de selv kunne
bestemme. Nogle få føler sig aldrig rigtigt glade.
Da
AG i sin interiewede Bonnie Jensen om hendes projekt fortalte hun, at den
internationale praksis på området kan være meget forskellig: I New Zealand og
Australien er antallet af børn, som fjernes helt fra deres familier, under 1
procent. Her bestræber man sig på at lade
børnene vokse op i »netværkspleje« eller hos mere ressourcestærke
familiemedlemmer.
Østgrønland
Anna
Wangenheim håber på, at området kommer højere op på den politiske dagsorden.
- Vi bruger voldsomt mange penge på
anbringelsesområdet. Penge, der sikkert vil kunne bruges langt mere effektivt
til intensiveret familiehjælp. Vi er begyndt at se mange psykoterapeuter, der
uddanner sig i traumebehandlinger, og andre, der dygtiggøres indenfor
familieterapi. Det må og bør vi kunne bruge i vores prioriteringer til at sikre
mere effektive og rettidig hjælpeforanstaltninger til familierne i
lokalsamfundet, siger hun og tilføjer:
-
Vi må erkende, at selv om institutionerne gør en stor indsats for at hjælpe
mange børn og unge, ser vi også, hvor pressede de er, og hvor der ikke altid er
fagkyndige til at hjælpe børnene.
Tidligere
politisk ansvarlig for børn- og ungeområdet, Mimi Karlsen (IA), havde i sin tid
som naalakkersuisoq blandt andet fokus på børnene fra Østgrønland.
-
Vi ser desværre, at børn kommer i risiko for at miste deres sprog og
tilknytning til deres kultur, når de anbringes uden for Østgrønland. Vi skal
tage hensyn og være med til at bevare deres kulturelle identitet, som er deres
ret, udtalte Mimi Karlsen.
Barnets
tarv
Naalakkersuisut
har med handlingsplanen »Bedre forebyggelse, færre anbringelser« i 2023
iværksat en strateg for det forebyggende arbejde i familier frem mod 2030, som blandt
andet har som mål at forebygge mistrivsel og omsorgssvigt i familier og sikre,
at færre børn og unge anbringes uden for hjemmet.
-
Fokus på barnets tarv og barnets behov er vigtigt. Der skal til enhver tid
tages højde for, hvad der er bedst for barnet, når der tages beslutninger om
barnets liv, uanset hvor barnet kommer fra, lød det fra Mimi i forbindelse med
planens offentliggørelse.
Ifølge
Wangenheim er det tid til at tænke i nye baner.
-
Vi skal turde at sadle om og træffe
beslutninger, der stikker lidt imod den traditionelle »at gøre mere af det
samme«.
