Rejserapport: Handicappede overses

Alt for mange borgere med et handicap føler sig alene og ensomme i deres kamp mod et kommunalt system, der ikke lever op til handicapkonventionens regler. Det er en del af konklusionen fra handicaptalsmanden, der netop har offentliggjort en rejserapport for Kommune Kujalleq.

Christina Johnsen har som handicaptalsmand udarbejdet den første rejserapport, som afslører flere strukturelle problemer i Kommune Kujalleq, når det gælder hjælp til handicappede personer.
Offentliggjort

I august var handicaptalsmand Christina Johnsen på besøg i Kommune Kujalleq, og det er der kommet en 90 siders stor rejserapport ud af, der på flere punkter er nedslående læsning.

- Vi oplever desværre, at mange borgere føler, at de står alene og ensomme med deres udfordringer, og at der er langt til beslutningstagerne. Vi mødte gentagende gange borgere, som følte at de kæmpede imod en mur og et uigennemskueligt kommunalt system, når de søgte om hjælp og støtte. Vi mødte også handicapfaglige medarbejdere, som oplevede at besparelser på området forringede deres faglighed og beslutningskompetencer, og udfordringer i forhold til at fastholde ufaglærte omsorgspersonale, siger Christina Johnsen.

Flere udfordringer

I en pressemeddelelse fastslås det også, at Kommune Kujalleq har udfordringer med at efterleve flere artikler i handicapkonventionen, blandt andet om manglende tilgængelighed, mangel på støtte og personale og med hensyn til beskæftigelse og inklusion.

– Vi oplevede desværre at der var stor mangel på viden omkring rettigheder og lovgivning og at mange lod sig nøjes med forhold, der ikke hører til i et velfærdssamfund, siger Christina Johnsen, der understreger, at der var personer, som brændte for at hjælpe de personer med handicap, men strukturelle forhold besværliggjorde dette.

27 anbefalinger

Det er handicaptalsmandens første rejserapport efter at institutionen blev oprettet. På grund af vejret kunne Christina Johnsen ikke selv overbringe rejserapporten til kommunen. Rapporten afspejler forhold som også gør sig gældende i andre kommuner, pointerer handicaptalsmanden.

Rapporten slutter af med 27 anbefalinger, hvoraf de ti er rettet mod kommunen, mens de resterende 17 anbefalinger er rettet mod Selvstyret, Naalakkersuisut og Inatsisartut-politikerne samt sundhedsvæsenet og andre aktører.

Powered by Labrador CMS