Radio- og TV-station: Vi dør

Akisuasoq lukker, hvis lotteriafgiften hæves til det dobbelte. Så klart er budskabet fra den fungerende driftleder i radio- og TV-stationen Akisuasoq i Maniitsoq

De lokale radio- og TV-stationer er dybt afhængige af bingospil. Derfor frygter fungerende driftleder ved Akisuasoq i Maniitsoq, at mange lokalstationer dør, hvis lotteriafgiften bliver hævet til det dobbelte. Foto: KNR
Offentliggjort

Naalakkersuisuts lovforslag om at hæve lotteriafgiften fra 15 til 30 procent fra det nye år, får de lokale Radio- og TV-stationer på kysten, som er afhængige af bingospillet, op af stolen.

Den fungerende driftleder ved Akisuasoq i Maniitsoq, Jensine Berthelsens melding er klar: ”Så dør vi”.

- Akisuasoq er dybt afhængig af indtægterne fra bingospillet. Vi kan allerede i dag mærke, at der bliver færre og færre bingospillere og hvis afgiften bliver hævet til det dobbelte, tror jeg ikke på, at vi kan eksistere ret meget længere, siger Jensine Berthelsen.

På grund af færre bingospillere i og fra bygderne ved Maniitsoq, har Akisuasoq været nødt til at ændre på bingogevinsterne for ikke at få underskud.
De bestemmer beløbene ud fra indtjeningen fra sidste bingospil og tit er gevinsterne mindre end fra sidst bingo.

– Folk har været meget utilfredse med, at gevinsterne ændrer sig fra gang til gang. Også selvom vi har meldt det ud flere gange i forvejen og i god tid. Det har vi været nødt til at gøre for ikke at få underskud, ellers ville det kun være en underskudsforretning. I dag kan det næsten ikke betale sig at afholde radiobingo, og mange gange er det kun ved månedens slut, at bingo giver overskud. siger Jensine Berthelsen.

Hun frygter derfor, at Akisuasoq vil lukke, og mange andre radio- og TV-stationer, hvis lotteriafgiften bliver hævet til det dobbelte, og hvis støtten til radio- og TV-stationer fra Selvstyret ikke bliver forhøjet.

Læs meget mere om lovforslaget vedrørende lotteriafgiften og reaktionerne fra forsamlingshuset i Nuuk, sportsklubben GSS i Nuuk og Sisimiut Tusaataat i Sermitsiaq nr. 44.

Fakta:

Tilskuddet til radio- og TV-stationerne er på 1,8 millioner kroner fra Selvstyret og vil være uændret frem til 2015, ifølge finansloven for 2011.

Akisuasoq:

Akisuasoq har tre faste medarbejdere og en halv kontoransat., og radioen kører hele døgnet rundt. Om natten bliver der spillet musik, og om dagen er det alt fra Inuugujoq, lykønskninger og meddelelser, til egen producerede radio- og TV-udsendelser.

Derudover leverer Akisuasoq indslag til Qanorooq og laver nyheder og udsendelser til KNR radio. Akisuasoq sender også kommunalbestyrelsesmøderne direkte i samarbejde med Sisimiut Tusaataat.

Akisuasoq afholder bingospil to gange om ugen, og har været nødsaget til at afvise foreninger, der vil afholde radiobingo, da det kun giver underskud for Akisuasoq.

Akisuasoq havde en omsætning på 3,2 millioner kroner i 2010 og et overskud på 1,5 millioner kroner fra bingo. De meste af overskuddet i Akisuasoq kommer fra bingo.

Kilde: Akisuasoq

SSTK:
De lokale radio- og TV-stationer har dannet sammenslutningen Sinerissami Takusassiiviit Tusagassiiviillu Kattuffiat (STTK).

Sammenslutningen har kontor i Nuuk med en deltidsansat sekretariatsbistand. Sammenslutningen formidler kontakten mellem stationerne og udadtil i forhold til Grønlands Hjemmestyre, de ophavsretslige organisationer m.v., og er forhandlingspart i diverse sammenhænge.

Organisationen har i dag 17 medlemmer fordelt på 10 radiostationer og 7 tv-stationer, lige fra Qaanaaq i nord til Nanortalik i syd.

Det fleste lokalstationer ejes af foreninger, hvor man hovedsageligt finansierer stationerne via bingo-aktiviteter, reklamer, meddelser og produktioner til til den landsdækkende elektroniske medie KNR.

Kilde: sstk/org.

Powered by Labrador CMS