Råd: Jo mindre alkohol man indtager, jo bedre

Alkohol- og Narkotikarådet er kommet med nye råd om alkoholindtag. Rådet har valgt at lægge sig op ad de Canadiske anbefalinger.

Hvor meget alkohol kan man indtage, hvis man drikker alkohol. Alkohol- og Narkotikarådet er kommet med nye råd, der lægger sig op ad de Canadiske anbefalinger.

Alt alkoholforbrug er forbundet med en risiko, derfor lyder rådet fra Alkohol- og Narkotikarådet: Jo mindre alkohol man indtager jo mindre risiko er der for en række sygdomme. Samtidig vil risikoen indenfor sociale og samfundsmæssige konsekvenser være mindre.

Også er der en velkendt råd, som rådet gentager i deres nye råd. Nemlig at man ikke drikker mere end fire genstande ved samme lejlighed.

- Dette råd kender vi allerede fra Max4Tassa kampagnen. Ved indtagelse af alkohol, så hold dig til kun en type, fx kun øl eller vin. At blande fx øl med stærk spiritus øger oftest den totale indtagelse af alkohol, lyder det i en pressemeddelelse fra rådet.

Anbefalinger fra naboland kigges på

Rådet skriver, at rådet lægger sig op ad de Canadiske anbefalinger, hvor man ikke angiver en øvre grænse for anbefalede genstande, da alt indtag af alkohol er forbundet med en risiko.

- Hvis vi gerne vil sikre at alle i vores land oplever en god opvækst og et godt liv, så er et af de vigtigste steder vi skal sætte ind at begrænse indtag af alkohol og især rusdrikning. Vi ved at rusdrikning, hvor man indtager 5 genstande eller mere ved samme lejlighed har store samfundsmæssige konsekvenser som tilfælde af ulykker, vold, seksualforbrydelser, kriminalitet og selvmord, siger Ivalu Katajavaara Seidler, forkvinde for ANR og forsker ved Syddansk Universitet og Ilisimatusarfik.

Rådene er:

  • Jo mindre alkohol, jo bedre
  • Hvis man drikker, så gælder de om max 4 genstande
  • Bland ikke forskellige alkoholtyper under indtag
  • Børn under 18 år bør undgå alkohol helt
  • Unge mellem 18-25 bør være forsigtige med indtag
  • Gravide, og kvinder der ønsker graviditet bør undgå alkoholindtag
  • Det anbefales at undgå alkohol under amning

- Forskning og erfaringer har vist at rusdrikning har store konsekvenser for børn som vokser op i hjem hvor det ofte forekommer. At vokse op i hjem med et højt alkoholindtag er i sig selv skadeligt for barnet og dets videre udvikling, sundhed og trivsel, men det øger også risikoen for at opleve vold, omsorgssvigt og seksuelle overgreb. Vi ved at rusdrikning er en betydelig risikofaktor ved selvmord og selvmordsadfærd, hvor alkoholpåvirkning ofte går forud for en sådan hændelse. Vil vi forebygge selvmord skal vi også forebygge rusdrikning, siger Ivalu Katajavaara Seidler.

Alkohol er en medvirkende årsag til mere end 200 sygdomme og akutte tilstande, herunder store folkesygdomme som kræft og hjertekarsygdomme, og på verdensplan er alkohol årsag til 5,3 % af alle dødsfald, oplyser Alkohol- og Narkotikarådet.

Powered by Labrador CMS