KOMMUNALVALG 2025

Qeqertalik skal styrkes og ikke ændres

I forhold til Siumut, Atassut og Naleraq's aftale, hvor borgerne kunne forvente store radikale ændringer i kommunestrukturen, kan borgerne nu forvente, med Demokraatit, Inuit Ataqatigiit og Naleraq i spidsen, en styrkelse af den eksisterende struktur.

I den oprindelige samarbejdsaftale mellem Siumut, Atassut og Naleraq, lagde parterne op til store radikale ændringer i kommunen. Men som bekendt gik aftalen i vasken, da de mistede flertallet. Nu er Demokraatit, Inuit Ataqatigiit og Naleraq klar med en ny plan der skal bibeholde strukturen men med styrkelse af kommunens service.
Offentliggjort

I den oprindelige samarbejdsaftale mellem Siumut, Atassut og Naleraq, efter kommunalvalget, lagde partene op til store og radikale ændringer.

Parterne lagde op til tilbagerulning til den oprindelige kommunestruktur, hvilket fik daværende borgmester Ane Hansen til at advare mod blandt andet alvorlige økonomiske konsekvenser for kommunens borgere.

Parterne ville også afskaffe Qeqertalik Business Council og dennes opgaver skulle i politisk fagudvalg. De ville også revurdere Qeqertaliks engagement i affaldshåndteringsselskabet Esani A/S, og i samme ombæring ville parterne stoppe planerne om den første vestgrønlandske nationalpark.

Men sådan kommer det ikke til at gå, for før den konstituerende samling, mistede Siumut og Atassut flertallet, da Naleraq valgte at gå fra koalitionen.

Ny aftale er mere moderat end den oprindelige

Nu har Demokraatit, Inuit Ataqatigiit og Naleraq fundet sammen om en ny samarbejdsaftale, og til forskel fra den oprindelige aftale mellem S, A og N, så er aftalen mere moderat. 

Eksempelvis gælder det for parterne at styrke kommunens struktur i dens nuværende form. Styrkelsen betyder blandt andet at bygderne i kommunen skal tilgodeses og få større medindflydelse, langt mere end tilfældet er i dag.

Den nye koalition vil heller ikke afskaffe Qeqertalik Business Council, men derimod give selskabet flere opgaver, der skal munde ud i større erhvervstiltag, blandt andet på turismeområdet.

Også affaldshåndteringsselskabet Esani A/S bliver nævnt, men i stedet for at overveje at ophøre som medejer, vil den nye koalition hellere arbejde for at få fornyet aftalen om Esanis opgaver, så Kommune Qeqertalik i højere grad kommer til at få nytte af selskabet.

Koalitionen med den kommende borgmester, Simigaq Heilmann (D) i spidsen, vil også arbejde for at give kommunens "varme hænder" bedre forhold, ligesom de vil opprioritere kultur og idræt og fritidsliv.

Den nye kommunalbestyrelse holder konstituerende samling fredag den 2. maj.

Powered by Labrador CMS