Putin undskylder for flystyrt i russisk luftrum

I en telefonsamtale med Aserbajdsjans præsident kalder Putin flystyrt for "tragisk hændelse".

"En tragisk hændelse" siger præsident Putin om Azerbaijan Airlines' flystyrt, som ifølge kilder var forårsaget af russisk antiluftskyts.
Offentliggjort

Ruslands præsident Vladimir Putin undskylder for, at Azerbaijan Airlines' flystyrt skete i russisk luftrum.

Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Undskyldningen skulle ifølge mediet have fundet sted i en telefonsamtale mellem Putin og Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, som den russiske præsident havde taget initiativ til.

Ligeledes skulle Putin ifølge Reuters have kaldt flystyrtet for en "tragisk hændelse".

I en pressemeddelelse lørdag understregede styret i Kreml, at flyet havde forsøgt at lande i byen Grozny på et tidspunkt, hvor byen var under ukrainsk droneangreb.

- Russiske luftforsvarssystemer afviste disse angreb, skriver Kreml i meddelelsen.

Flere medier har i de seneste dage skrevet, at det var russisk antiluftskyts, der ramte flyet.

Fredag meldte USA sig ligeledes på banen i sagen. Her oplyste John Kirby, der er talsperson for det Hvide Hus, ifølge AFP, at Washington har "indikationer" på, at Rusland kan have været ansvarlig for flystyrtet.

I kølvandet på flystyrtet har flere flyselskaber aflyst afgange til Rusland.

Flyet fra Azerbaijan Airlines var på vej fra Aserbajdsjans hovedstad, Baku, til Grosnij i Tjetjenien, da det styrtede ned onsdag nær byen Aktau i Kasakhstan.

38 ud af 67 mennesker om bord døde i flystyrtet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS