Putin advarer om atomkrig hvis Nato-styrker sendes til Ukraine

Ifølge Ruslands præsident vil det have "tragiske konsekvenser", hvis andre lande sender soldater til Ukraine.

Præsident Putin holder torsdag sin årlige tale til nationen.
Offentliggjort

Der er fare for en regulær atomkrig.

Sådan lyder advarslen torsdag fra Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Her taler han til nationen og adresserer de konsekvenser, det ifølge ham kan have, hvis Nato-lande vælger at sende landstyrker til Ukraine.

- Vi har våben, som kan ramme mål på deres territorium, siger Putin.

- Forstår de ikke, at der er fare for en atomar konflikt?

Reagerer på Macron-udtalelser

Spørgsmålet om landstyrker i Ukraine er kommet på dagsordenen, efter at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, mandag sagde, at han ikke ville afvise muligheden for at sende vestlige styrker til Ukraine.

Siden tog flere allierede - herunder USA - afstand fra udtalelsen.

I sin tale til nationen fastslår Putin desuden, at et absolut flertal af de russiske borgere støtter Ruslands "særlige militæroperation".

Samtidig hævder han, at Vesten forsøger at svække Rusland indefra.

- Vi vil ikke tillade nogen at blande sig i vores indre anliggender. Vesten søger at svække Rusland indefra, siger Putin.

Den russiske præsident siger desuden, at Rusland er nødt til at styrke sit "vestlige militærdistrikt", fordi Sverige og Finland er blevet medlemmer af forsvarsalliancen Nato.

Præsidentvalg om kort tid

Finland har en lang fælles grænse med Rusland.

Putin beskylder Vesten for at trække Rusland ind i et våbenkapløb.

- Derfor er vi nødt til at fordele ressourcerne så rationelt som muligt og opbygge en effektiv militærøkonomi for at få så meget som muligt ud hver eneste øre i forsvarsudgifterne, siger præsidenten.

Talen finder sted få dage efter toårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine og cirka to uger før det russiske præsidentvalg.

Her er Vladimir Putin den eneste reelle kandidat.

Kort efter invasionen i 2022 blev det forbudt at omtale krigen som en krig.

I stedet har Putin og det øvrige officielle Rusland samt de russiske medier konsekvent omtalt det, der foregår i Ukraine, som en "særlig militæroperation".

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS