royalt
Prins Henrik er blevet overført til Skejby Sygehus
Prins Henriks program foreløbig aflyst
Prins Henrik er fredag blevet overført til Skejby Sygehus i forbindelse med behandlingen af en infektion i et ben.
Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.
- Prinsen bliver således på hospitalet indtil videre. Det betyder, at Prins Henrik ikke kommer til Gråsten Slot som ellers planlagt, skriver kongehuset.
Torsdag meddelte kongehuset, at den 83-årige prins var indlagt på Universitetshospitalet i Aarhus til behandling.
Her lød det også, at prinsen senest ventedes udskrevet lørdag.
Dagen inden indlæggelsen - onsdag - bekræftede hoffets kommunikationschef Lene Balleby til ugebladet "Her & Nu", at prinsen blev tilset af sundhedsfagligt personale.
- Vi kan bekræfte, at der for nylig er ansat sundhedsfagligt personale til hjælp for hans kongelige højhed prins Henrik. Helt principielt, så udtaler vi os ikke om konkrete arbejdsopgaver hos de enkelte faggrupper, sagde Lene Balleby.
På grund af indlæggelsen er Prins Henriks deltagelse i officielle programpunkter i de kommende dage blevet aflyst.
Lørdag flyttede kongefamilien residensen til Gråsten Slot i Sønderjylland. Klokken 10 lørdag ankom dronningen til Aabenraa med kongeskibet "Dannebrog".
Søndag modtager dronningen samt kronprins Frederik og kronprinsesse Mary optoget fra Gråsten Ringriderforening