Præsident: Udlever ikke miljøaktivist til Japan

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, opfordrer danske myndigheder til, at den canadisk-amerikanske miljøaktivist Paul Watson ikke bliver udleveret til Japan.

Paul Watson
Paul Watson får støtte fra den franske præsident Emmanuel Macron, der beder Danmark om ikke at udlevere miljøaktivisten
Offentliggjort

Det oplyser præsidentens kontor ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Paul Watson sidder tilbageholdt i Grønland frem til 15. august, hvor det på et retsmøde skal afgøres, om han skal udleveres til Japan.

73-årige Watson er medgrundlægger af Greenpeace og en omstridt aktivist. Japan udstedte i 2010 en arrestordre på ham i forbindelse med en hændelse i Antarktis, hvor Watson greb ind, mens japanske hvalfangere arbejdede.

Japanske myndigheder mener, at miljøaktivisten overfaldt hvalfangere og hindrede dem i deres foretagende.

I udtalelsen fra Macron fremgår det, at han "følger situationen tæt" og er i kontakt med danske myndigheder. 

Underskriftsindsamling

I Frankrig har en online underskriftsindsamling, der opfordrer til, at Watson bliver løsladt, fået 388.000 underskrifter.

Også den franske skuespiller Brigitte Bardot har til avisen Le Parisien, at "vi må gøre alt for at redde Paul". 

Watson blev anholdt i Grønland søndag.

I en pressemeddelelse fra Grønlands Politi tirsdag lyder det, at Grønlands Landsret har stadfæstet Sermersooq Kredsrets beslutning om at tilbageholde Watson.

Grønlands Politi har oplyst, at det er det danske justitsministerium, der afgør, hvorvidt miljøaktivisten skal udvises eller ej.

Watsons advokater mener, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at overgive ham til Japan, fordi landet ifølge advokaterne ikke overholder menneskerettighederne.

- Vi vil kæmpe for at få løsladt vores klient, og vi vil kraftigt modsætte os et hvilket som helst ønske om udlevering, sagde François Zimeray, der er menneskerettighedsadvokat og en del af Paul Watsons hold af forsvarere, i en skriftlig udtalelse til Ritzau mandag.

Zimeray har desuden været udpeget som fransk ambassadør for menneskerettigheder samt været Frankrigs ambassadør i Danmark fra 2013 til 2018.

Powered by Labrador CMS