Politisk alliance mellem Demokraatit og Liberal Alliance 

Formand for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, og formand for Demokratiit, Jens-Frederik Nielsen, har i dag underskrevet en politisk samarbejdsaftale mellem de to partier. De to partier vil understøtte hinandens parlamentariske arbejde, udveksle løbende erfaringer og viden om forhold i hhv. Grønland og Danmark af fælles interesse.

Formand for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, og formand for Demokratiit, Jens-Frederik Nielsen.
Offentliggjort

Ved blot at gennemgå de sociale medier, er der generelt tendens til tiltagende polarisering mellem grønlandske og danske borgere. Tonen er til tider meget skarp og uforsonlig.

Men det vil partierne Demokraatit og Liberal alliance blandt andet arbejde for at bryde. Parterne har nemlig igennem deres nye samarbejdsaftale sat sig for løbende udveksling af forholdene i hhv. Grønland og Danmark af fælles interesser.

- Vores to partier deler mange af de samme grundværdier og politiske ambitioner, og derudover er vi begge af den overbevisning, at et politisk samarbejde mellem ligesindede partier i Danmark og Grønland kun kan føre til gensidig gevinst. Derfor er jeg enormt glad for, at vi formaliserer samarbejdet med vores grønlandske kolleger i Demokratiit, som jeg har lært at kende over det seneste år og fået et meget godt indtryk af, udtaler Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance.

- En spændende og afgørende tid

Formand for Demokratiit, Jens-Frederik Nielsen, ser tilsvarende frem til at indgå i et tættere samarbejde med sine danske kollegaer i Liberal Alliance:

- Vi står midt i en spændende og afgørende tid i forholdet mellem Grønland og Danmark. Uanset hvad udfaldet heraf bliver, så er der ingen tvivl om, at der i den nærmeste fremtid vil være et stort behov for en god dialog og et godt samarbejde.

- Her er det vigtigt for os i Demokraatit med en partner, der deler vores værdier, og som har en grundlæggende respekt for Grønlands ønske om mere selvbestemmelse. En sådan partner mener vi at have fundet i Liberal Alliance, udtaler han.

De to partiformænd vil holde faste møder, ligesom der skal være løbende dialog partierne imellem.

Debatten på parlamentarisk plan skal ske på oplyst grundlag

Formanden for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen er godt tilfreds med den alliance de to partier har indgået:

- Vi har igennem et stykke tid lært hinanden at kende, og jeg konstaterer at Liberal Alliance har bred og solid viden om hvad der rører på sig i Grønland, og det er en god tilgang til fælles forståelse for hinandens politiske værdisæt, og det er betryggende, at vi også herfra kan komme med input til aktuelle politiske sager, ligesom vi ser frem til Liberal Alliances input, specielt i sager der bliver behandlet i Folketinget og som Grønland og Danmark er fælles om.

Jens-Frederik Nielsen kommer med et eksempel på vigtigheden af, at debatten skal foregå på oplyst grundlag:

- Se alene på Grønlandsudvalget i Folketinget. Der er mange eksempler på hvor lidt der er viden om Grønland og grønlandske forhold. Der er forskellige partirepræsentanter der kan finde på at kommer med usaglige og urigtige påstande, så det er rigtigt godt at vi nu har et formaliseret samarbejde med Liberal Alliance, og jeg er helt sikker på at det være med til at løfte kvaliteten af debatten.

Satser på et folketingssæde

Men ud over den politiske alliance, så har partierne også sat sig for et teknisk samarbejde, som Demokraatit vil nyde godt af:

- Vi satser på at komme i folketinget, det har vi hele tiden arbejdet for, og det var lige ved at lykkes ved sidste folketingsvalg, og vi satser helhjertet for at komme i folketinget ved næste valg (senest oktober 2026, red.). Nu kan vi med tryghed arbejde målrettet for, og i samarbejde med Liberal Alliance, at stille op til folketinget, siger Jens-Frederik Nielsen.

Slutteligt understreger Nielsen at det for Demokraatit også er betryggende at Liberal Alliance har forståelse for og respekterer partiets mål om Grønlands selvstændighed.

Powered by Labrador CMS