Politiet søger vidner: 10 slædehunde dræbt
Politiet i Qasigiannguit har brug for borgernes hjælp i en sag vedrørende brugstyveri af jolle og rifler samtaflivning af 10 slædehunde.
Natten til mandag blev en jolle samt tre rifler stjålet fra havnen i Qasigiannguit.
Jollen vendte tilbage til havnen tidligt mandag morgen, men politiet mener, at episoden kan have forbindelse til, at der i samme tidsrum blev skudt og dræbt 10 slædehunde.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Den stjålne jolle er af typen Ørnvik Tuukaq-jolle med en 90 hk Suzuki-påhængsmotor.
Jolle returneret til ejer
- Jollen vendte ifølge et vidne tilbage imellem kl. 5.00 og 6.00 mandag morgen, og jollen er dermed returneret til den rette ejer, men nøglen til jollen samt riflerne mangles stadig, skriver Grønlands Politi og fortsætter:
- I samme tidsrum blev der skudt og dræbt 10 slædehunde, der var på en af de nærliggende øer syd for byen, og det menes, at denne hændelse kan have relation til brugstyveriet.
Hvis man har set eller hørt noget, som kan have forbindelse til sagen, beder politiet om, at man henvender sig personligt på Qasigiannguit Politistation inden for almindelig åbningstid eller ringer på tlf. 70 14 23.