Politiet jagter synder efter olieforurening
Kysten ved Nukissiorfiit i Ilulissat er blevet forurenet af en ”ikke-ubetydelig” mængde spildolie
Politiet i Ilulissat arbejder på højtryk med vidneafhøringer i forbindelse med et olieudslip.
- Af hensyn til den videre efterforskning er det begrænset, hvad jeg kan sige på nuværende tidspunkt, men jeg kan sige, at vi har én i kikkerten.
Sådan lyder status onsdag først på eftermiddagen fra lederen af politiet i Ilulissat, Karl Vinther, der i øjeblikket også er fungerende regionsleder for politiet i den nordlige region.
- Sammen med beredskabet vurderer vi, at der er sluppet mere end 5.000 liter spildolie ud langs kysten ved Nukissiorfiit her i Ilulissat, men det er svært at sige eksakt hvor meget. Der er dog tale om en ikke-ubetydelig mængde spildolie, som et slag på tasken spreder sig over et areal, der går 300 meter langs kysten og måske 100 meter ud i vandet.
- Vi ved ikke, hvornår udslippet er sket, men vi fik anmeldelsen i aftes kl. 19.28. Beredskabet er i fuld gang med at pumpe olie op, og jeg vil gerne rose dem for at yde en hurtig, effektiv og flot indsats, siger Karl Vinther, der oplyser, at der indtil videre er pumpet over 3.000 ton spildolie og vand op.
Han fortæller, at der er lagt flydespær ved det forurenede område ved den såkaldte chokoladefabrik.
- Det er meget trist det her i et så sårbart område som netop dette tæt på isfjorden, og hvor der fiskes, fremhæver Karl Vinther.
Se billeder under denne tekst