Politiet havde travlt i Nuuks natteliv

Det har været en meget travl weekend for politiet i Nuuk, blandt andet var der mange fulde folk

Foto: Søren Duran Duus
Offentliggjort

Der har været lønudbetaling i sidste uge, og det afspejler sig i politirapporten fra Nuuk Politi, hvor der blandt andet er noteret fem anmeldelser om vold, 11 husspektakler og fem anmeldelser om værtshusuorden.

- Fælles for disse hændelser er, at en eller flere af parterne var påvirkede af alkohol, oplyser Niels Nyvang, politikommissær hos Nuuk Politi.

Der var en del personer, der faldt i søvn ude i kulden.

- Vi har haft 11 anmeldelser om berusere, som var faldet i søvn eller færdedes ude og ikke var i stand til at klare sig selv. Flere af disse blev enten kørt hjem eller hentet af ambulance med henblik på lægeundersøgelse, fortæller Niels Nyvang og oplyser, at seks personer måtte 'indsættes til afrusning i detentionen'.

Tele igen udsat for indbrud
Nuuk Politi forsøger i aften- og nattetimerne at minimere antallet af indbrud efter de mange indbrud i januar.

- Weekenden forløb indtil natten mellem søndag og mandag uden indbrud, men klokken 00.24 natten til mandag indgik der en anmeldelse fra Securitas om indbrud i Teles hovedbygning.

Politiets patrulje anholdt umiddelbart efter den ene af gerningsmændene, som skal afhøres.

Powered by Labrador CMS