Politiet havde også strømsvigt: Vagtcentral stod uden strøm i 30 minutter

Der skulle have været nødstrøm klar med det samme. Alligevel endte Grønlands Politis vagtcentral uden elektricitet i en halv times tid under strømsvigtet i Nuuk 28. december. Aaja Chemnitz tager nu sagen op i Folketinget.

Grønlands Politi samler og leder Grønlands Beredsskabsstab med deltagelse af andre relevante myndigheder. Det skete 28. december.
Offentliggjort

Strømsvigtet i Nuuk 28. december skabte uforudsete problemer flere steder i hovedstaden. Nu kan Sermitsiaq fortælle, at det også var tilfældet for Grønlands Politi. Og det fører til en politisk reaktion.

Politiet og andre institutioner råder over generatorer, som skal sættes i gang med det samme for at opretholde de vigtigste funktioner under strømsvigt. Alligevel stod vagtcentralen for Grønlands Politi i en periode uden strøm, efter forsyningen havde svigtet.

Politiet bekræfter hændelsen over for Sermitsiaq og har sendt en kort redegørelse. Her fremgår følgende:

– I forbindelse med strømnedbrud har Grønlands Politi en batteridrevet backupløsning, som holder vagtcentralen kørende med strøm. Denne løsning virkede, som den skulle. Der har ikke været udfordringer med, at generatoren ikke kunne køre pga. frost, eller at generatoren ikke har leveret den nødvendige mængde strøm. 

– Det viste sig imidlertid, at starterbatteriet til nødgeneratoren var uvirksomt, og derfor startede nødgeneratoren ikke med det samme. Som følge af manglende strøm var der dele af it-udstyret i vagtcentralen, der skulle genstartes. Der var tale om en periode på ca. 30 minutter, hvor der ikke var strøm til vagtcentralen. 

Betjente på mobilen

Udfaldet havde konkrete konsekvenser for borgernes kontakt til politiet, siden det normale nummer er afhængig af strømforsyning. Derfor måtte politiet bede folk om at ringe på andre numre. Betjentene kunne svare på mobiltelefon. 

Politiet skriver videre, at man fulgte procedure, og man er ikke bekendt med, at folk har været ude af stand til at kontakte ordensmagten af den grund:

– Borgerne har således kunnet komme i kontakt med Grønlands Politi under hele forløbet. Endvidere har alle øvrige telefonnumre til stationerne på kysten virket som normalt, og det var således alene hovedtelefonnummeret til Grønlands Politi, der var udfald på.

Justitsminister skal redegøre

Under alle omstændigheder spiller politiet en central rolle i beredskabet og bør være helt klar til den slags omstændigheder. Derfor giver episoden anledning til at høre nærmere fra den danske regering, som er ansvarlig for politiet, mener folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA):

– Jeg er med på, at det er et problem med et batteri og ikke med en generator. Men politiet har trods alt et særligt ansvar i samfundet, især i den situation. Så på baggrund af denne sag vil jeg stille spørgsmålet til justitsministeren, om politiet er tilstrækkelig forberedt til de her situationer.

– Generelt vil jeg også gerne have en sårbarhedsudredning af, hvor vi kan have problemer i forhold til beredskabet og den kritiske infrastruktur. Det er aktuelt i forhold til et strømsvigt, men kunne også blive det i forbindelse med for eksempel et brud på søkablet, siger Aaja Chemnitz. 

Generatorer i en kold tid 

Sermitsiaq er i øvrigt blevet bekendt med et officielt dokument, som nævner, at det var så koldt i Nuuk 28. december, at ”generatorerne fryser til/er under pres”. 

Det er derfor, at politiet har understreget så klart i svaret, at deres generatorer fungerer fint på trods af kulden. Dermed er det stadig uafklaret, hvilke generatorer der eventuelt kunne være tale om.

Hvis der er læsere derude, som kender til nogle generatorer i Nuuk, der faktisk var belastet af kulden under strømsvigtet, hører redaktionen gerne nærmere.

Powered by Labrador CMS