Politiet efterforsker stadig Hans Egede-hærværk

Gerningsmændene, som overmalede Hans Egede-statuen for et år siden, er endnu ikke fundet.

Et kommunalt vejsjak gik straks i gang med at rengøre Hans Egede-statuen, som natten til sidste års nationaldag var blevet overmalet med rød og grøn maling. Kommuneqarfik Sermersooq, som ejer statuen, betalte for rengøringen.
Offentliggjort

Natten til nationaldagen 21. juni 2020 blev Hans Egede-statuen i Nuuk overhældt med rød og grøn maling, mens det engelske ord »decolonize« blev skrevet på soklen, skriver avisen Sermitsiaq.

Et år senere efterforsker Grønlands Politi fortsat sagen.

– Efterforskningen af hændelsesforløbet natten til sidste års nationaldag på Kirkebakken ved Hans Egede-statuen i Nuuk er stadig verserende, og jeg kan af hensyn til efterforskningen ikke oplyse yderligere, siger chefanklager Morten Nielsen til Sermitsiaq.

Gerningsmændene er altså ikke fundet, men efter hærværket sagde musikeren Aqqalu Berthelsen, at han var budbringer for dem, der vandaliserede statuen.

­– Jeg er ikke direkte involveret i vandaliseringen, men jeg kender personerne, der gjorde det, sagde Aqqalu Berthelsen til netavisen Sermitsiaq.AG.

Han viderebragte en besked på engelsk, som angiveligt skulle stamme fra gerningsmændene. Meddelelsen lyder i dansk oversættelse:

- Det er på tide, at vi holder op med at fejre kolonisatorer, og det er på tide, at vi i stedet begynder at tage det tilbage, som rettelig er vort. Det er på tide at dekolonisere vort sind og vort land. Ingen kolonisator fortjener at stå på toppen af et fjeld, som det er tilfældet med Hans Egede i Nuuk. Vi er nødt til at lære sandheden om vor historie.

Sermitsiaq har spurgt Grønlands Politi, om Aqqalu Berthelsen, der på Nationaldagen sidste år boede i det nordligste Finland, er afhørt eller sigtet i sagen.

Men politiet har ikke uddybende kommentarer til Sermitsiaqs mange spørgsmål.

Aqqalu Berthelsen derimod siger til Sermitsiaq i dag, at han på intet tidspunkt er blevet afhørt af politiet, selv om han ifølge sit eget udsagn kender identiteten på dem, der udførte hærværket.

Læs mere om sagen i ugens Sermitsiaq herunder:

Powered by Labrador CMS