Politiet advarer mod ulovlige scootere
Mange scootere lever ikke op til lovgivningen, lyder det fra politiet.
Grønlands Politi opfordrer derfor alle ejere af scootere til at undersøge, om deres scootere lever op til gældende krav.
Foto: Leiff Josefsen
Politiet oplyser, at mange scootere formentlig er ulovlige at køre på i Grønland.
Det skyldes, at scooterne skal leve op til en bekendtgørelse om knallerter, hvor der er krav om en såkaldt driftsbremse, der betjenes med foden.
Færdselsstyrelsen har overfor politiet slået fast, at scootere i Grønland skal leve op til disse regler, og de kan ikke fortolkes anderledes.¨
Det får politiet til at komme med en opfordring:
- Grønlands Politi opfordrer derfor alle ejere af scootere til at undersøge, om deres scootere lever op til de krav, som fremgår af udstyrsbekendtgørelsen.
- Kører man på en scooter, der ikke lever op til bekendtgørelsens krav, kan man få en bøde, og scooteren risikerer at blive beslaglagt og konfiskeret.
Bekendtgørelsen om knallerter blev udstedt i 1979.
For et års tid siden kom politiet med en lignende melding om el-cykler, der også havde vist sig ulovlige på grund af meget gamle regler på området. Siden er reglerne dog blevet opdateret, så el-cykler i dag er lovlige.