Politi-ønske: Narko-kørsel skal kriminaliseres
Misbrug af cannabis-produkter udgør en stor risiko for færdselssikkerheden i Grønland, fastslår Grønlands Politi, der mener, at det er på tide, at kørsel med THC i blodet bliver kriminaliseret.
Leiff Josefsen
Der findes ikke i Grønland som i Danmark regler for, hvilke THC-grænser der accepteres for at kunne føre et motorkøretøj lovligt.
- Grønlands Politi er af den klare opfattelse, at der i Grønland bør gælde samme regler for THC-kørsel - og andre ulovlige stoffer - som i Danmark, oplyser Grønlands Politi til Sermitsiaq.
IA-folketingsmedlemmet Aaja Chemnitz har spurgt transportminister Thomas Danielsen, hvornår Grønlands Politi kan blive udstyret med narkometre. Behovet for narkometre er ifølge politiet først aktuelt, når juraen er på plads, og narkokørsel kan straffes.
Yderligere forklarer politiet, det uhensigtsmæssige i at lovgivningerne ikke er samordnet.
- Hertil kommer, at såfremt en person har fået frakendt sin førerret i Danmark på baggrund af kørsel med THC i blodet, vil frakendelsen ikke gælde i Grønland, da tilsvarende regler for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer ikke gælder i Grønland. Der er således intet til hinder for, at den pågældende erhverver grønlandsk kørekort, eller et allerede eksisterende grønlandsk kørekort fortsat er gyldigt, forklarer Grønlands Politi.
Det bliver oplyst, at hvis kørsel under indflydelse af narkotika bliver gjort selvstændigt ulovligt på samme måde som i Danmark, “vil vi skulle undersøge, hvor mange narkometre, der skal indkøbes”.