Plan skal gøre op med hellefiskekvoter over rådgivning
Naalakkersuisut har sendt en såkaldt forvaltningsplan for det kystnære fiskeri efter hellefisk i høring.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Kvoterne i det kystnære fiskeri efter hellefisk har i visse områder gennem mange år været betydeligt højere end den videnskabelige rådgivning. Det har ført til flere advarsler fra blandt andet Naturinstituttet, der følger udviklingen i bestandene tæt.
En ny forvaltningsplan for fiskeriet lægger op til at tilpasse kvoterne til rådgivningen over tid. Det fremgår af planen, som netop er sendt i høring af Naalakkersuisut.
Konkret foreslås det i planen, at i det vigtige forvaltningsområde; Upernavik, Uummannaq og Diskobugten, hvor forskellen mellem kvoter og den videnskabelige rådgivning er stor, vil kvoterne blive fastsat med et mål om at tilpasse kvoterne med minimum 5 procent hvert år.
Derved bliver kvoter og rådgivning på sigt harmoniseret. Kvoterne kan maksimalt variere med 1o procent hvert år.
Derudover skal der ifølge forvaltningsplanen også udarbejdes en
årlig rapport over fiskeriet efter hellefisk, som blandt andet skal inddrage data
fra fiskeriet, herunder udvikling i gennemsnitslængde samt indsamlet
brugerviden, står der.
Tilpasningen af kvoterne skal dog først ske fra 2026 og frem, fremgår det af planen, som er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af medlemmer fra Fiskerirådet, hvor der blandt andet sidder repræsentanter fra myndigheder, fiskeriet og Naturinstituttet.
1.510 aktive fiskere kan blive berørt
Kvoterne på hellefisk berører rigtig mange fiskere. Det fremgår af planen, at der i 2023 var 1.510 aktive fiskere i det kystnære fiskeri efter hellefisk, og derfor er det også vigtigt at beskytte bestandene, lyder det i indledningen til forvaltningsplanen:
- Forvaltningen
af denne samfundsøkonomisk vigtige bestand har derfor til formål at sikre, at
samfundet får det størst mulige langsigtede økonomiske udnytte af fiskeriet,
hvor der lægges vægt på, at hellefisken udnyttes bæredygtigt, og at bestandene
opretholdes på et niveau, hvor de er i stand til at give det maksimalt
langsigtede bæredygtige udbytte, står der.
Planen inddrager også den viden fiskerne indsamler i form af indhandlingsdata, logbøger og fangstrapporter og vil skabe dialog mellem parterne:
- Forståelse
og dialog mellem fiskerne, biologerne, forvaltningen og industrien skal øges og
forvaltningsplanen skal skabe rammerne herfor samt bruges som et udgangspunkt
for dialogen.