Plan for renovering af nedslidte boliger på plads - husleje skal stige fra 2027
Et stort tilskud fra Selvstyret, 15 år med stigende huslejer og en ny boligsikringsordning er ingredienserne, der skal stoppe det store renoveringsefterslæb på Selvstyrets boliger.
Naalakkersuisoq Hans Peter Poulsen (S) fremlægger onsdag en detaljeret plan for at stoppe det store vedligeholdelsesefterslæb på Selvstyrets boliger.
Foto: Leiff Josefsen
Naalakkersuisut præsenterer nu en detaljeret plan for renovering af Selvstyrets voldsomt nedslidte boligmasse.
Indsatsen planlægges til at finde sted over 20 år, og den bygger på en faglig vurdering af tilstanden på Selvstyrets mange boliger.
Det samlede efterslæb er vurderet til 2,5 mia. kr., og planen skal hovedsageligt finansieres ved direkte støtte fra landskassen på cirka 1 mia. kr., og derudover skal huslejerne sættes op 15 år i træk for på den vis at bidrage med omkring 1,2 mia. kr. til den store genopretningsplan.
80 procent af det faktiske behov mangler
Det er naalakkersuisoq for infrastruktur og boliger, Hans Peter Poulsen (S), der onsdag eftermiddag præsenterer planen på et pressemøde.
Med hensyn til huslejestigningerne er de ifølge naalakkersuisoqs regnestykker bydende nødvendige, da det løbende årlige behov for vedligehold er cirka 150 mio. kr., men der krasses kun 35 mio. kr. ind til det såkaldt PPV - Planlagt Periodisk Vedligehold.
Finansieringsplanen arbejder med en tilpasning af huslejen i Selvstyrets boligmasse på 3,8% pr. år over en periode på 15 år.
Huslejestigningerne skal ifølge planen ske i årene 2027-2041, for at give lejerne tid til at tilpasse deres økonomi, ligesom der skal indføres en ny ordning for boligsikring.
Det er hensigten, at flere familier skal kunne få boligsikring og boligsikringen skal hjælpe de familier, der får det svært med de højere huslejer.
Sådan skal planen finansieres
Sådan ser den samlede finansiering af den store renoveringsplan ud:
- Samlede udgifter fra landskassen til renoveringsindsatsen = 1.036,4 mio. kr.(34%)
- Nuværende henlæggelser fra PPV i boligafdelingerne = 150 mio. kr.(5 %)
- Nuværende huslejeindtægt til PPV midler fra boligafdelingerne = 700 mio. kr.(23 %)
- Huslejetilpasning –PPV midler fra boligafdelingerne = 1.194,2 mio. kr.(38 %)
- Formålet er at sikre, at vores børn og børnebørn kan bo i lejeboliger som er sunde og som har en bæredygtig økonomi der hænger sammen, opsummerer naalakkersuisut i det udleverede materiale om planen.