pilluarit
Per Berthelsen er blevet forfremmet i Siumut
Den erfarne Siumut-politiker er igen blevet politisk ordfører for partiets Inatsisartut-gruppe
Højst overraskende - i hvert fald udadtil - er Per Berthelsen igen blev udnævnt til politisk ordfører for partiets Inatsisartut-gruppe, ligesom han var det i sidste valgperiode.
- Jeg er meget glad for den tillidserklæring, der ligger i en udnævnelse som politisk ordfører. Jeg skulle lige bruge et par dage på at tænke tingene igennem, men sagde så endeligt ja her til formiddag. Jeg ser frem til at sikre partiets ansigt udadtil med klare meldinger om vores politik, fortæller Per Berthelsen til knr.gl.
Forfremmelsen af den rutinerede Siumut-politiker kommer, efter at den åbenlyse magtfulde Vittus Qujaukitsoq i juli kom i mediefokus efter sit voldsomme personangreb på partifællen Per Berthelsen, som han ville have ud af Inatsisartut.
Ved Inatsisartut-valget i marts blev Per Berthelsen med 112 personlige stemmer ikke valgt ind i landets lovgivende forsamling. Han fik dog alligevel en plads i Inatsisartut, fordi han som Siumuts 3. suppleant kom ind, da folkevalgte Vittus Qujaukitsoq - som kutymen er - tog orlov for at blive en del af Naalakkersuisut.
Og det er altså dén taburet, som Vittus Qujaukitsoq - på Facebook - truede Per Berthelsen med at tage tilbage.
Læs "Fløjkrig i Siumut: Vittus vil af med Per B."
Læs "Per B.: Det er usmageligt, Vittus"
Læs "Vittus: Per B. skal rette ind til højre"
Undrede sig over fyring
Den opsigtsvækkende og meget hårde debat mellem de to partifæller i Siumut kom, efter Sermitsiaq.AG kunne fortælle, at nu tidligere departementschef i Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender Jan H. Lynge-Pedersen fik et gyldent håndtryk på næsten to millioner kroner, da han med øjeblikkelig virkning forlod sin stilling den 30. maj.
Fyringen, som Vittus Qujaukitsoq stod for, fik i AG Per Berthelsen til at udtrykke sin ’overraskelse’ og tristhed over Jan H. Lynge-Pedersens exit fra Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender, da han kender ham som en dygtig og kompetent departementschef.