Pele til Mùte: - Så lad os slæbe Danmark i retten
Muté, er du oprigtig? Så lad os slæbe Danmark i retten, sådan skriver Pele Broberg fra Naleraq efter udtalelser fra Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), som i et interview med DR’s Deadline beskyldte Danmark for at have begået folkedrab mod det grønlandske folk. Med henvisning til blandt andet spiralsagen og tvangsfjernelserne af grønlandske børn udtalte Mùte B. Egede, at hans tålmodighed med rigsfællesskabet er ved at være opbrugt.
Foto: Naleraq
Naleraq kræver handling. Formanden for Naleraq, Pele Broberg, har fulgt op med en skarp pressemeddelelse, hvor han kræver, at Naalakkersuisut følger op på Mùte B. Egedes udmeldinger med konkrete juridiske skridt.
- Muté, hvis dine udmeldinger ikke blot er tomme ord, så skal vi jo handle. Vi er forpligtet til straks at slæbe Danmark i retten, skriver Pele Broberg (N) i en pressemeddelelse.
Formanden for Naalakkersuisut Mùte B. Egede sagde i DR's Deadline, at staten Danmark har juridisk utvetydigt begået folkedrab.
- Naleraq er enig.
Men, når man som øverst ansvarlig er bekendt med så alvorlige ulovligheder, så er man også forpligtet til straks at reagere derefter.
- Derfor:
Slæb Staten Danmark samt de ansvarlige til de internationale domstole.
Hvis de ansvarlige i landet ikke har flertal i Naalakkersuisut til at slæbe Staten Danmark samt de ansvarlige til de internationale domstole, så er Naleraq klar til at skabe det nødvendige
flertal, skriver Pele Broberg og slutter:
- Så alvorlig anklager skal efterleves, hvis det ikke blot er valgflæsk.
Sermitsiaq arbejder for at få en kommentar fra Formanden for Naalakkersuisut, Mùte. B. Egede.