Pele Broberg: Naalakkersuisut fører propaganda

Formanden for Naleraq, Pele Broberg, betegner Naalakkersuisuts resultat-oversigt som “propaganda” og brug af “skattekroner på en intetsigende udgivelse”.

Pele Broberg: - Vi står med en overadministration, der skyldes politikernes ønske om at retfærdiggøre egen økonomiske vinding.

Naalakkersuisut fremlagde i sidste uge en oversigt over de politiske resultater fra 2023/24, der indikerer, at landet er på vej mod et valg til Inatsisartut, der senest skal holdes i april.

Pele Broberg er yderst kritisk over for Naalakkersuisuts resultat-oversigt, der blandt andet indeholder politiske aftaler, hvor dele af oppositionen også indgår.

- Jeg ser udgivelsen som et forsøg på at overtale baglandene i IA og Siumut til at bakke op om et fortsat samarbejde efter næste valg. Man lægger jo ikke op til revurderinger af deres arbejde med propaganda-udgivelsen, fastslår Pele Broberg over for Sermitsiaq.

Landvindinger

Og partiformanden tilføjer:

- Faktisk bekræfter IA og Siumut med denne udgivelse, at det ikke kan betale sig at forsøge at indgå i aftaler med denne koalition, da man mere er interesseret i at fremhæve egne politiske mål fremfor reelle politiske landvindinger.

Ifølge Pele Broberg, så forstår ingen af de to koalitionspartier de praktiske problemer befolkningen står med.

- Vi står med en overadministration, der skyldes politikernes ønske om at retfærdiggøre egen økonomiske vinding. Man er nødt til at lave alle mulige love og bestemmelser, for at kunne sige: “Se hvad vi har lavet, stem på mig igen”. Vi står med en politisk elite, der har lykkes med at skille landet og befolkningen ad, så man ikke kan stå sammen om en fremtid, mener Naleraq-formanden, der havde ønsket, at Naalakkersuisut i stedet havde “identificeret udfordringerne”.

Hjemtagelse

Som eksempel - ud af flere - nævner Pele Broberg tiden, hvor IA og Naleraq sad på den politiske magt, inden koalitionen krakelerede og Naleraq blev erstattet af Siumut.

- Hvordan kan det være valgperioden begyndte med at IA og Naleraq skulle overtage fødevarestyrelsen, spørger Pele Broberg, der konstaterer, at “da vi blev smidt ud forstummede den del”.

- Ja, man har travlt med at pynte sig med Paris-aftale og andre “image-tiltag”, men glemmer at gøre noget for befolkningen, fastslår Naleraq-formanden, der også savner en prioritering af det grønlandske sprog og kultur set i lyset af, at man stadig har en dobbeltsproget administration.

Powered by Labrador CMS