Paul Watson er hjemme i Paris efter løsladelse i Nuuk
I et privatfly landede hvalaktivisten fredag eftermiddag i Paris. Han blev tirsdag løsladt i Nuuk.
Med privatfly kom Paul Watson, der for nylig blev løsladt i Grønland, til Paris. Han landede fredag eftermiddag.
Foto: Abdul Saboor/Reuters/Ritzau Scanpix
Hval- og miljøaktivisten Paul Watson er fredag klokken 14.36 landet i Paris, efter at han tirsdag blev løsladt i Nuuk i Grønland.
Det oplyser hans advokat Julie Stage til Ritzau.
Hun fortæller, at han blev fløjet til Frankrigs hovedstad med et privatfly direkte fra Nuuk.
Watson blev løsladt tirsdag morgen i Nuuk, efter at Justitsministeriet i Danmark afviste at udlevere ham til Japan.
- Min eneste rigtige bekymring var, at jeg ikke har set mine børn siden juni, og at jeg savner dem. Men nogle gange må man i fængsel for at få sin pointe igennem, sagde Watson i et interview med TV 2 News efter sin løsladelse tirsdag.
Justitsministeriet sagde nej til udleveringen, blandt andet fordi ministeriet ikke fik den fornødne sikkerhed for, at den tid, som Paul Watson har siddet tilbageholdt i Grønland, ville blive fratrukket en eventuel frihedsstraf i Japan.
Paul Watson nåede at sidde tilbageholdt i cirka fem måneder i Grønland. Han blev anholdt i Nuuk 21. juli, da hans skib "John Paul DeJoria" lagde til kaj for at tanke brændstof.
Skibet var på vej for at blokere et japansk hvalfartøj i Nordatlanten.
Han blev anholdt, fordi Japan har udstedt en international arrestordre på ham for en hændelse i Arktis i 2010.
Her var japanske hvalfangere i færd med at fange og dræbe hvaler, da Watson - ifølge Japan - var med til at beskadige et japansk hvalfangerskib og forhindrede også hvalfangere om bord i at udføre deres arbejde.
Et besætningsmedlem kom til skade, hedder det. Watson nægter sig skyldig.
Paul Watson, der i begyndelsen af december fyldte 74 år, er amerikansk-canadisk statsborger, men inden tilbageholdelsen boede han i Frankrig med sin kone og deres to sønner.
Efter at han blev anholdt, søgte han om politisk asyl i Frankrig.
Paul Watson var med til at stifte miljøorganisationerne Greenpeace og Sea Shepherd.
I dag står han i spidsen for Captain Paul Watson Foundation, der på hjemmesiden beskriver sit formål som "at forsvare livet i havet gennem en unik strategi med aggressiv ikkevold og aktioner mod ulovlige aktiviteter, der udnytter livet i havet".
/ritzau/