Patienthjemmet: En stor grønlandsk familie
På Patienthjemmet i København yder alle en kæmpeindsats i december for hjælpe til med at pynte op, hygge ogskabe god stemning op til jul. – Det er på mange måder somen traditionel juleaften, hvor familien bare er ekstra stor,siger leder Birtha Bianco.
Ikke alle kan fejre jul hjemme hos deres familier i Grønland. På Patienthjemmet i København er der for tiden 85 beboere inklusiv pårørende. Størstedelen af dem ventes at opholde sig på Patienthjemmet i juledagene.
Julen kan godt være en svær tid for mange patienter – især dem, der er meget syge, og derfor er det vigtigt, at alle føler sig som en del af fællesskabet. Patienthjemmet er nemlig ”et hjem” og ikke et hospital eller et hotel.
– Vi forsøger hele tiden at inddrage beboerne og de pårørende i alt, hvad vi gør. Det er ikke et hotel eller et hospital, men et midlertidigt hjem for mange, og derfor arbejder vi meget med støtte til selvhjælp og inddragelse af alle, der har kræfterne til det, fortæller leder igennem de seneste fire år Birtha Bianco.
Næsten halvdelen af patienterne på Patienthjemmet er i kræftbehandling, og mange har lange og hårde behandlingsforløb. Julen er derfor også et kærkomment afbræk fra en hektisk og til tider svær hverdag.
Mere end 50 julestjerner
Julehyggen startede allerede den 30. november, hvor patienter og personale var i Hareskoven nord for København for at hente grene, kogler og mos til juledekorationer, som alle tog del i at lave den 1. december.
– Derudover har frivillige stået for juleklip med patienterne hver søndag i advent. Og så har vi arrangeret forskellige ture til arrangementer som julemarked i Det Grønlandske Hus, julekoncerter og så har vi købt en masse billetter til showet ”Julehilsen til Grønland”. Endelig er der også patienter der arrangerer julebanko, og generelt er folk rigtig gode til at komme med ideer til aktiviteter. Der er en stor fællesskabsfølelse i huset, og patienter og pårørende tager ofte selv initiativ og ansvar, hvilket er utrolig dejligt, siger Birtha Bianco.
I vinduerne hænger mere end 50 julestjerner og lyser op, og i husets gård er rejst det smukkeste juletræ, der endda har stået hvid af sne flere gange i december.
Julemenuer
Kantinen har helligdagsmenuer i alle juledagene. Endnu er julemiddagen ikke helt på plads, men sidste år bød den 24. december både på brunch, grønlandske specialiteter til frokost og om aftenen and, flæskesteg, rødkål og kartofler samt selvfølgelig risalamande med mandelgaver inden sang, dans og gaver ved juletræet. Juledag stod den grønlandsk lam og hjemmelavet æblekage.
– Vi er ikke helt på plads med julemenuen, men vi har bestilt det meste, og vi gør alt for, at det bliver både med grønlandske specialiteter og klassisk julemad, siger Birtha Bianco.
Udover de patienter og pårørende der bor på Patienthjemmet, så tilser de ansatte også patienter, der er indlagt på hospitalerne eller som bor hjemme imellem behandlinger.
Julegaver fra Kop og Kande
Kop og Kande har ligesom sidste år doneret julegaver til Patienthjemmet, så alle får en gave under træet.
– Det vi enormt taknemmelige for. Det er med til at skabe en god stemning, at alle får en gave under juletræet, som de skal pakke ud, fortæller Birtha Bianco.
Selve juleaften er der typisk tre ansatte på arbejde; en sygeplejerske, en socialfaglig medarbejder og en køkkenmedarbejder. Men alle giver en hånd med, så det ender med at føles som en stor familie, der pynter bord, laver mad og spiser julemiddag, inden der skal synges og danses om juletræet.
– Sidste år havde vi et par fra Nordgrønland boede på Patienthjemmet, som efter julen sagde, at det havde været en af deres bedste juleaftenener nogensinde. Det var meget rørende, men stemningen er også god, fordi folk ikke har travlt med behandlinger eller med at finde sig til rette i et dansk system, der til tider kan opleves stressende og forvirrende. I julen er der ro og fred, og det er der faktisk mange, der nyder.